Fortsæt til indhold

Vin-drømmen brast i Ungarn

Inden David Szöke åbnede sin online grøntsagsbutik var han vinbonde i Ungarn

Samfund
Arkiv

Grønthandel Det er svært umiddelbart at se det eller høre det.
På flydende dansk med kun en svag accent byder David Szöke velkommen med favnen fyldt af grøntsager, da Lokalavisen møder ham ved Gartnerriet Marienlyst i Harlev. Men David Szöke stammer oprindeligt fra Ungarn, som efternavnet da også afslører.
Han flyttede første gang til Danmark i 2003 for at uddanne sig til økologisk landmand på Den Økologiske Landbrugsskole på Kalø.
“Det var helt umuligt dengang at tage samme uddannelse i Ungarn,” fortæller han om hvorfor valget faldt på Danmark.
Under opholdet på økologiske skole var David i praktik på Gartneriet Marienlyst, hvor han senere fik arbejde.

Vinen gik op i frost

Efter skoleopholdet på Kalø tog han tilbage til Ungarn, hvor han uddannede sig til hortonom med speciale i miljøbeskyttelse.
Og så gik han ellers i gang med at udleve drømmen som vinbonde med fire hektar plantage, lige indtil en ungarsk vinter ødelagde det i maj 2007.
“Vi fik minus fem graders frost, som ødelagde hele plantagen. Jeg kunne ikke finansiere at plante om igen, så jeg var nødt til at opgive drømmen,” fortæller David.

Tilbage til Danmark

Med vineventyret i Ungarn som et afsluttet kapitel valgte David, at han ville arbejde med økologiske grøntsager.
“Jeg valgte derfor at flytte til Danmark, for hvis jeg skal være ansat et sted, så skal min chef være en rigtig økolog, og det er svært at finde i Ungarn,” fortæller han.
Den mulighed havde Davide på sit tidligere praktiksted i Harlev, hvor han fik arbejde på Gartneriet Marienlyst.
Der arbejder han stadigvæk, men i år fik han idéen med at starte sin egen webshop op med salg og levering af økologiske grøntsager.
“Jeg vil gerne folk i hele Skanderborg Kommune og måske lidt ud over det med frisk frugt og grønt,” fortæller David.