Fortsæt til indhold

Ansattes kørsel kan skade firmaets image

Det giver gevaldige ridser i lakken på firmaernes image, hvis de ansatte ikke kører ordentligt i trafikken. Det viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension.

Samfund
Arkiv

TRAFIK Der er et erhvervskøretøj involveret i hver 4. trafikulykke med alvorlige personskader på vejene i Danmark. Derfor har landets virksomheder et stort ansvar for at sikre, at de ansatte er klædt på til at køre sikkert, når de færdes på vejene i firmabiler, varevogne eller tonstunge lastbiler.
Hvis de ansatte kører for stærkt, er læser eller skriver sms og mails bag rattet, kører over for gult eller generelt kører hasarderet, så skader det også firmaernes image.
Det mener helt op til 96 % af de adspurgte i en ny, repræsentativ interviewundersøgelse med 1007 personer over 18 år, som Epinion har lavet for Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension i oktober måned.
Hele 61 % af de adspurgte siger, at det ligefrem påvirker deres valg af håndværker, hvis firmaets medarbejdere kører råddent eller uopmærksomt i trafikken.

Trafiksikker virksomhed vinder pris

Et af de firmaer, der gør en positiv forskel på trafiksikkerhedsområdet, er det nordjyske affalds- og renovationsselskab Renovest I/S.
De har med en målrettet indsats nedbragt antallet af uheld og ulykker, og derfor har de netop fået tildelt Sikker Trafik Erhverv-prisen 2014 på en trafiksikkerhedskonference, som Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension står bag.
- Man behøver ikke være en stor virksomhed med mange hundrede eller tusinde ansatte for at løfte trafiksikkerheden i virksomheden mærkbart. Renovest arbejder målrettet med at gøre de ansatte mere sikre i trafikken og træne dem, så der sker færre ulykker.
Derfor får de Sikker Trafik Erhverv-prisen 2014, udtaler Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Vigtig viden skal gavne flere

På trafiksikkerhedskonferencen, hvor 170 repræsentanter fra erhvervslivet deltog, viste Carlsberg, Arriva og Dong Energy, hvordan de arbejder målrettet med de ansattes kørsel i trafikken, så der sker færre uheld og ulykker.
For at få flere virksomheder til at følge det spor, har Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension lavet en hjemmeside, hvor virksomhederne nemt og enkelt kan få hjælp og rådgivning til selv at komme i gang og dermed begrænse antallet af uheld og ulykker med firmaernes biler, varevogne eller lastbiler på vejene.
På hjemmesiden www.sikkertrafik.dk/erhverv kan virksomheder gratis få adgang til online-undersøgelser, som de kan bruge til at få mere viden om, hvordan deres egne ansatte kører i trafikken. Desuden kan virksomhederne se, hvordan andre har forbedret trafiksikkerheden.

Skader for milliarder

For virksomhederne er der også god økonomi i at forbedre trafiksikkerheden. På trafiksikkerhedskonferencen præsenterede Forsikring & Pension nye tal, som viser, at der årligt sker mellem 25.000 og 30.000 skader på varevogne.
De skader koster i gennemsnit hvert år 465 millioner kroner. Dertil kommer udgifter i form af sygedage, erstatningskøretøjer etc.
- Trafiksikkerhed handler først og fremmest om mennesker; om at sikre liv og førlighed. Men det er også samfundsøkonomisk det eneste rigtige at forebygge trafikulykker, hvad enten det er privat- eller erhvervskørsel.
I virksomhederne vil fokus på trafiksikkerhed slå igennem på bundlinjen i form af færre sygedage, færre skader og mindre slid på vognparken og mindre brændstofforbrug.
Vi tror på, at arbejdspladserne spiller en nøglerolle, og at vi derigennem kan reducere antallet af ulykker.
Derfor tager forsikringsbranchen et medansvar for at gøre danske virksomheder mere trafiksikre, siger underdirektør Hans Reymann-Carlsen, Forsikring & Pension.
sl