Fortsæt til indhold

Allingåbro Hundeskole er klar med agilitybane

Den første agilitybane i Norddjurs er klar til hundekunster hos Allingåbro Hundeskole

Samfund
Anette Bonde

Bestyrelse, medlemmer og trænere fra Allingåbro Hundeskole har hjulpet hinanden med at bygge ny agilitybane. Det er Norddjurs' første naturagilitybane.
Den 5.000 kvadratmeter store natur-agilitybane blev indviet ved et åbent hus arrangement i oktober i forbindelse med Kulturnat 2014. Siden da er banen blevet brugt flittigt.

Stort ønske længe

En agilitybane har længe været et stort ønske blandt trænere og bestyrelse af Allingåbro Hundeskole.
“Det giver vores hundeførere nye muligheder for at træne hundenes balance og lydighed. Og den falder naturligt ind i omgivelserne på træningsbanen”, fortæller træner Bettina Petersen, som er en af initiativtagerne bag banen.
Det har taget hundeskolen knap fem måneder at bygge banen, og et udvalg under bestyrelsen har ansøgt og fået tildelt sponsorater for 45.000 kroner til at dække udgifterne til materialer.

Banen er indhegnet

Også medlemmerne er glade.
“Det er virkeligt et scoop, at den nye natur-agilitybane er indhegnet, idet hundene kan mødes i trygge rammer. Her er der mulighed for at opleve hundene i fri dressur og se, hvordan ens hund fungerer sammen med andre hunde i en større gruppe,” fortæller Klaus Schelander Rønhoff Nielsen, der hver onsdag møder op til træning med retrieveren Alfred.
Natur-agilitybanen er åben alle ugens dage for medlemmerne. Skolen optager nye medlemmer 14.-15. januar.