Teologien vandt over trompeten

"Man må gerne skælde Gud ud, og være sur på ham…", ordene kommer stille og roligt, og med et smil, ud af munden på dén John Løvschal, som Søften borgerne har kendt i næsten 25 år.
1. december var det 25 år siden flyttevognen trillede ind foran præsteboligen i Søften, og gjorde John og Johanne Marie Løvschal til det nye præstepar i Søften.
De kom til en lille by, som var nærmest ukendt for dem, en by man bare kørte forbi på vejen, men også en by med et spirende sogneliv.

Trompet eller Teologi

Troen og musikken betød meget for John Løvschal, men det var teologien, der vandt over konservatoriet. I hans hoved var det troen på Gud der trak, men også viden om, at det nok var nemmere at skabe et liv for familien som præst, end som musiker med skæve arbejdstider.
De skæve arbejdstider, dem har der været mange af i præsteembedet, men det vidste han godt, da han sagde ja til jobbet.
"Så skal man ikke være præst, hvis man regner med den arbejdstid. Som kirkens repræsentant, så står man til rådighed, når der er brug for det, og for mig bliver præsteembedet aldrig et arbejde," fortæller John Løvschal.

Søftens udvikling

"I dag ved konfirmanderne meget mere om deres rolle, og de er mere oplyste. Udefra er vi også blevet trængte på vores værdier, og det har fået folk til at støtte mere op om Folkekirken, også selvom de ikke kommer i kirke hver søndag," siger John Løvschal eftertænksomt.
Johanne Marie Løvschal er fulgt med fra starten, og har været en stor del af Johns præstegerning, både som medhjælpende hustru, men også med selvstændige aktiviteter i menigheden, udover sit arbejde som hjemmesygeplejerske.
Hun har blandt andet stået for børneklubben.
"Det har ikke været os alene til at starte alle de nye aktiviteter i gang. Der har været en kæmpe hjælp at hente fra menighedsrådet, og andre frivillige i sognet. En person kan ødelægge meget, men han kan ikke bygge så meget op alene, som der er sket her i sognet de sidste 25 år. Det har været fælles arbejde," siger John Løvschal.

Stærk i troen

Som præst oplever man at kunne gå fra en begravelse til et bryllup, og det kan slide mentalt. Derfor er det godt med ritualer, som at grave have, lytte til musik, eller tale om det der slider indvendigt med familien eller venner. For troen kan også udfordres.
"Det var slemt efter jeg havde været her i tre år. Seks mennesker under 50 døde i løbet af kort tid. Det sled i min tro på Gud, jeg følte ikke, at det var retfærdigt, og var ikke sikker på om jeg kunne holde til det som menneske. Igennem et år græd jeg, hver gang jeg talte om det. Jeg kom dog også frem til at det har styrket min tro, at Gud hjælper mig, når det er svært, men også at jeg er kommet styrket ud af det som menneske," siger en velovervejet John Løvschal.
I kirken er John præsten, med kjole og som kirkens budbringer, men hvis man møder ham på gaden eller ved købmanden, er han bare John, hvor der altid er plads til en snak, om godt og ondt, hvis man har brug for det - også på hans fridage. I præsteboligen har der været et leben af mennesker i gennem alle årene, og i den senere tid er det børnenes venner, der udfordrer John og Johanne Marie, med spørgsmål om tro og livet i almindelighed.
John Løvschal har egentlig kun en bøn til os alle:
"Vi bør blive bedre til at se værdien i alle de mennesker der omgiver os, og værdsætte hinanden. Jeg plejer at sige til mine konfirmander, at forløbet ikke har været mislykket, hvis de bare har fundet ud af, at de er lige så værdifulde som alle andre," fortæller John Løvschal.

Seks mennesker under 50 døde i løbet af kort tid. Det sled i min tro på Gud, jeg følte ikke, at det var retfærdigt.
John Løvschal om de første tre år som præst