“Folk sad jo og græd i krogene”

Christina Tolster, tidligere lærer og tillidsrepræsentant på Bækkegårdsskolen i Ølstykke er ikke i tvivl.
Den er helt gal med lærernes forhold i Egedal Kommune.
Efter fem år på skolen i Ølstykke sagde hun derfor sin stilling op per 1. september i år
“Jeg var super glad for mit arbejde, og var rigtig, rigtig ked af at nå dertil, hvor jeg var nødt til at sige op, fordi jeg ikke kunne se mig selv i øjnene længere,” siger Christina Tolster og fortæller:
“Folk sad jo og græd rundt omkring i krogene.”
Ifølge Christina Tolster blev der i Egedal konstant presset nye arbejdsopgaver ind under den nye lov - 409 - , med virkelig dårlige arbejdsforhold til følge.
Selv havde Christina Tolster 8. klasse, hvor afleveringsopgaverne for alvor sætter ind.
“Jeg skulle undervise 28 lektioner om ugen, det er fuldstændig absurd at tro, man kan nå at forberede sig og lave kvalificeret undervisning med så mange undervisningslektioner. Fagligheden bliver virkelig ringe, og man kan ikke nå at rette alt det, eleverne faktisk har krav på. Jeg kunne ikke længere stå inde for mit arbejde og de faglige forringelser, arbejdsforholdene medførte,” siger den tidligere Egedal-lærer og fortæller at næsten hele udskolingen på Bækkegårdsskolen har sagt op.
Hun mener, at det desuden var problematisk, at den daglige ledelse på skolen havde meget lidt at skulle have sagt - særligt da der ifølge den tidligere tillidsrepræsentant ikke var nogen hjælp at hente ovenfra i forhold til at finde frem til, hvordan man skulle få det hele til at hænge sammen.
“Det fik vi ikke noget svar på. Vi fik bare at vide, at de regnede med, at vi var professionelle og at vi selvfølgelig kunne løse det.”

Der blev ikke lyttet

I dag arbejder Christina Tolster på en skole i Ballerup Kommune - En kommune, der har en arbejdstidsaftale men vigtigst af alt, en kommune, hvor der bliver lyttet mere til lærerne, siger Christina Tolster.
“Det, at der er noget fleksibilitet er rigtig rart. Men for mig har det ikke betydet så meget, om jeg skulle have 40 timers tilstedeværelsespligt eller 31, som jeg har nu i Ballerup. For mig har det betydet noget, at vi i Egedal i en lang periode ikke bliver lyttet til i forhold til, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan lade sig gøre. Man blev ved med at pålægge os opgaver, som vi ikke kunne nå.,“ lyder det fra Christina Tolster.
Læs flere eksempler på, hvorfor Egedal-lærere har sagt op nedenfor

"Umulige arbejdsvilkår"

Lone Kolter, lærer i 36,5 år på Boesager­skolen, har sagt op per 1. januar 2015. Skal nu undervise på Zahles Gymnasieskole.
"Jeg har virkelig, virkelig holdt af den her skole, men jeg har valgt at sige op, fordi det er nogle helt umulige vilkår at arbejde under. Førhen gjorde man det, der skulle til, i dag, gør vi det, der er tid til. I den her uge har jeg tre timers forberedelse til samtlige tyve timer. Det er hvad, der er tilbage, fordi jeg også har samtaler, som jeg skal nå at afholde.
Det allerværste er, at vi intet gør for de børn, der har specielle vanskeligheder. Det er ikke til at leve med. Inklusionen fungerer overhoved ikke. På papiret ser inklusionsstrategien rigtig god ud, men i det virkelige liv hænger det ikke sammen. Der hvor der skulle være ekstra ressourcer til inklusion bliver de brugt på at dække andre timer ind, fordi der er så stort fravær.
Og så er tjenestetiden en udfordring, men jeg har aldrig arbejdet så få timer, som jeg gør nu. Til gengæld har jeg så mange opgaver, så jeg når ikke at forberede mig ordentligt eller gennemarbejde tekster ordentligt - man klargører undervisningen i stedet for at forberede den, og overlever på den måde.
Jeg kender jo ikke halvdelen af lærerne. Det er nye folk der kommer ud og ind hele tiden, der er næsten lige så mange vikarer, som der er lærere."

"Det hele sejlede"

Ann-Birthe Nicolajsen, Lærer på Toftehøjskolen i 4,5 år, sagt sin stilling op per 1. februar i år. Er nu forlagsredaktør af undervisningsmateriale til folkeskolen.
"Mit job på Toftehøj gjorde mig simpelthen for ked af det. Det var ligesom at løbe panden imod en mur hele tiden.
Ledelsen anede ikke, hvad der foregik ude på skolerne, det hele sejlede. Der var intet overblik eller pædagogisk udvikling og ingen visioner.
Det var ren overlevelse og handlede om, at man bare skulle have hver dag til at gå, og næste uge tog man i næste uge, det var brandslukning på brandslukning.
Økonomien sejlede også. Der var ingen vikarer, de store børn fik lov at side alene, når man var fraværende, ting som lejreskole er også sparet væk for længst, der var ingen økonomi til ture ud af huset, for så skal der være to lærere - det er ikke en måde at føre skole på.
Skolereformen spillede ikke ind på mit valg, men arbejdstidsaftalen er enormt rigid, og den ville jeg ikke have lyst til at arbejde under.
Jeg arbejder i det private nu på fuld tid og kører ind til Købehavn hver dag, og jeg har stadig mere fleksibilitet i mit arbejde nu, end jeg ville have på Toftehøjskolen, der ligger 500 meter fra mit hjem. Der er noget galt.
Jeg har skiftet spor, jeg skal ikke tilbage til lærerfaget. Jeg kan godt savne eleverne, men jeg savner ikke forholdene."

"De udsatte børn druknede"

Jasper Offendal, lærer på Hampelandskolen i 9 år, sagde op lige før sommerferien. Er nu lærer på en dagskole i Auderød.
"Hovedårsagen til, at jeg sagde op er, at jeg dels kunne se nogle børn og dels kunne se mine kolleger stille og roligt smuldre.
Jeg er uddannet AKT lærer og har altid haft meget med de meget udsatte børn at gøre, og jeg kunne se, at de her børn druknede i ny skolereform, ny skolestruktur og manglende økonomi. Inklusionsstrategien er på ingen måde dækket ind økonomisk. Der er mange fine tanker, men man må også erkende, at ting koster penge, og jo mere specialiserede det er, jo flere penge koster det. Vi fik f.eks. lovning på inklusionspædagoger, men de var der kun i få måneder, de kunne slet ikke holde til det, der var simpelthen ikke det udenom, som inklusionen kræver - økonomi og timer.
Og hvis det var den stil, der blev lagt, så forudså jeg, at de børn med særlige behov ville få det rigtig, rigtig svært. Plus at der ville komme endnu flere af de børn til med udfordringer. Og det kunne jeg ikke stå inde for rent professionelt at skulle arbejde med børnene under de forhold.
Tilstedeværelsespligten besværliggjorde mit arbejde, fordi jeg arbejdede med AKT. Meget af mit arbejde lå altså, når forældrene havde fri. Jeg er ikke den lærer, der ligger og ringer op til folk, når de er på arbejde og begynder at tage en alvorlig snak om deres barn, samtidig med, at de skal forsøge at passe deres arbejde, det er jo fuldstændig umenneskeligt. Jeg synes, at det er frygteligt, at en lærergerning, skal være en, hvor man tæller minutter, for det ha altid været en af styrkerne, at man lige kunne tage snakken kl. 17 eller hvornår det nu måtte være.
Det kompromis jeg skulle gå på med mit virke, kunne jeg slet ikke overskue. Jeg kunne slet ikke se nogle vindere på nogen måde.
Og så er der selvfølgelig hele arbejdspresset, med alle de her teams, der skal ind og dække for hinanden - vikar begrebet skulle jo ud, og vi skulle selv dække timerne ved sygdom og kurser. Det skaber et unaturligt arbejdpres, hvor folk f.eks. ikke kan nå at foreberede sig ordentligt Det ved man jo godt, det gør ondt i maven til sidste, og jeg begyndte at se gode kolleger smuldre fuldstændig. Og jeg vil gerne understrege, at dem jeg arbejdede sammen med på Hampelandsskolen, de var ikke det man kalder for tudefjæs, som normalt sidder og synes, at det er synd for dem."

"Det er ikke pendler-venligt"

Anonym, lærer på en skole i Egedal i 1,5 år, sagt sin stilling op per 1. januar 2015. Skal være lærer tættere på hjemmet.
"Jeg har haft det helt fantastisk med at arbejde på skolen. Det er en rigtig dejlig skole at være på, så det er trist at skulle væk. Men jeg bor i København og den nye arbejdtidsaftale har gjort det rigtig svært for mig at bo i København og bruge to timer om dagen på transport.
Det højere timetal at undervise i har også spillet ind. Jeg er forholdsvis nyuddannet, og skal bruge nyt pensum til flere af mine klasser. Jeg skal bruge enormt meget tid på at forberede mig, for jeg kan ikke bare trylle noget ud af ærmet, som jeg har brugt sidste år. Og så bliver jeg presset, når jeg rigtig gerne vil være ambitiøs - og sikkert også for ambitiøs - det er der ikke rigtig plads til mere.
Hvis der var lavet en aftale, som gjorde det mere fleksibel, så var jeg blevet. De børn jeg har nu, har jeg hele tiden tænkt at jeg ville følge lige så lang tid som det var muligt, fordi vi har det godt sammen, men det er vigtigere for mig at have det godt og også være et menneske ved siden af mit arbejde. Det positive ved arbejdstidsaften er, at man nu holder weekender og aftener adskilt fra arbejdstiden, men det fungerer bare ikke for mig i Egedal Kommune.
På mit nye arbejde er der 36 timers tilstedeværelse, men man må gerne flekse, og der er tillid til, at man laver det, man skal.

"Det var dybt utilfredsstillende"

Susanne Ravn, Børnehaveklasselærer på Hampelandskolen i 12 år, sagt sin stilling op per 1. oktober. Er nu dagplejemor.

"Afstanden er selvfølgelig en del af årsagen til min opsigelse, men det er ikke kun det. Jeg vil gerne køre på arbejde og være stolt af mit job, og jeg vil gerne være enig i det, jeg laver. Jeg har oplevet, at man i Egedal sender flere og flere børn i skole, som ikke er skoleparate, og det giver simpelthen en hårdere og hårdere arbejdsdag.
Og det gør det særligt, når man i dag skal inkludere. Jeg synes man kan have rigtig meget ud af inklusion, men det kan ikke nytte, at man i samme klasser har nogle børn, der har rigeligt at gøre med at holde sig selv i live i et skolesystem.
Det har også noget et gøre med skolereformen, hvor jeg er uenig i flere af præmisserne, for når det har været svært for barnet at holde ud at være i skole til kl. 13, så er det jo endnu sværere nu. Og jeg er også imod, at man tager børnenes frikvarterer og gør dem voksenstyret.
Jeg har kørt fra Næstved i flere år, og jeg har ikke noget imod at køre langt, men når der så samtidig er fuld tilstedeværelse, så kunne jeg ikke se nogen ende på min hverdag.
Jeg er ikke sådan skruet sammen, at jeg kan sætte mig ned og være kreativ fra kl. 14-16, for det siger min leder, at jeg skal.
Og samtidig syntes jeg det, var dybt utilfredsstillende i forhold til det arbejde vi lavede med børnene, og så har jeg det sådan, at så skal man stoppe.