Fortsæt til indhold

“Påbud er ikke i orden”

Dansk Handicap Forbund mener ikke, at kommunen kan pålægge forbundet at etablere og betale for kystsikringen alene

Samfund
Annette Houman

Da Øresund steg og steg i kølvandet på stormen Bodil for nu snart et år siden, væltede vandet ind ved Dansk Handicap Forbunds ejendom i Charlottenlund, Stranden, og oversvømmede store dele af grunde og boliger hos naboerne til begge sider, Sundvænget mod syd og ældrebebyggelsen Strandlund mod nord, med massive ødelæggelser til følge.

Kystsikringen ud for Stranden var nemlig ikke høj nok til at holde vandet ude, da Øresund steg cirka 1.67 meter over normalen. Der manglede cirka 40 centimeter, og derfor er Dansk Handicap Forbund (DHF) blevet pålagt af Gentofte Kommune at forhøje sikringen af kysten langs ejendommen, 76 meter i alt, til 1.90 meter.

Men det kan kommunen ikke uden videre, siger direktør for DHF, Jens Bouet.
"Naturligvis skal vi tage vores del af ansvaret og betale vores del af kystsikringen, men et påbud om, at vi skal stå for at sikre 76 meter kyst, som også kommer vores naboer til gode, det er ikke i orden. Det er ganske enkelt ikke i overensstemmelse med lovgivningen", forklarer Jens Bouet med henvisning til Kystbeskyttelsesloven.
"I vores optik skal der nedsættes et Kystsikringslaug, hvor man inviterer de berørte lodsejere, her foruden os selv også Strandlund og Sundvænget, til sammen med kommunen at finde en løsning, som opfylder kravene. Vi er altså ikke alene om ansvar og udgift", siger han.
Derfor har DHF set sig nødsaget til at sende sagen videre til en advokat.
"Men vi vil gerne dialogen med både naboer og kommunen, så der kan findes en god løsning".

Og den holdning deles af kommunen, fortæller juridisk chef, Mette Mie Nielsen:
“Gentofte Kommune oplever at have en god dialog med Dansk Handicap Forbund, og kommunen afventer at se skitseforslag til generel opgradering af udendørsarealer ved Stranden”.

Indtil en løsning er fundet, nok engang i foråret 2015, er kysten ud for Stranden sikret af kommunen, som har etableret et dige af Bigbags, store sække med sand og grus.

Generel opgradering

Sideløbende med dialogen om kystsikringen er DHF i samarbejde med en landskabsarkitekt og brugerne af Stranden ved at lægge sidste hånd på et skitseforslag til en generel opgradering af udendørsarealerne ved Stranden.
"Vi har fået bevilget et beløb af A.P. Møller-fonden, som jo også skænkede os matriklen i sin tid, til at få udarbejdet skitseforslaget, og når det er klart, vil jeg mødes med fonden for at se på mulighederne for at opnå støtte til at gennemføre denne opgradering. Og det ville jo være naturligt, at kystsikringsprojektet bliver udført samtidig, uden at jeg dog forestiller mig, at fonden skal finansiere denne del".
Hos Strandlund følger man i sagens natur udviklingen hos naboen med interesse. 18 boliger blev fuldstændig ødelagt af vandet, og dertil var der store skader på kældre, installationer, fælleshuse mv. I dag er det store arbejde med at komme på benene igen stort set overstået, og derfor ville en ny storm med oversvømmelser til følge være alt andet end velkommen.

Afdækker risici

"Det handler jo om tryghed", siger Per Transø, der bor i Strandlund, og er bebyggelsens kontaktperson til kommunen, hvad kystsikring og vand angår.
"Vi er glade for, at der er gjort noget for at hindre en gentagelse, altså at kommunen har sørget for at skabe en midlertidig sikring med Bigbags, indtil den nye kystsikring er på plads. Men det ville skabe endnu større tryghed, hvis vi også fik forhøjet diget mellem vores grunde, altså vinkelret på kysten. For det var jo her, vandet kom ind til Strandlund fra Strandens grund", forklarer Per Transø.
"Vi prøver i det hele taget at afdække de risici, der måtte være, så vi er sikre på at komme helskindet gennem en stormfuld vinter", lyder det fra Per Transø, der også er i dialog med Nordvand, som udvider Kildeskovsrenden mellem Vennerslund og Charlottenlund Fort, dvs. på Strandlunds nordside.
"Der kom ikke vand ind dér under stormfloden, men vi vil blot være helt sikre på, at gravearbejdet ikke har ændret på koten, altså højden af grunden. Det skulle ikke være tilfældet, men vi vil gerne være sikre".