Jeg ser på sagen
Formanden for Teknik og Miljøudvalget tager situationen ved Søagerskolen alvorligt. Der bliver set på sagen med det samme, lover han
Forældrene og skolebestyrelsen på Søagerskolen i Smørumnedre får fuld opbakning fra formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Egedal Kommune.
”Det lyder som om, at skolebestyrelsen har sendt deres sti-forslag til den forkerte afdeling. Det er ikke Planafdelingen, men Teknik- og Miljøafdelingen, som skal tage sig af sagen. Men når det sker, så er det vores forbandede pligt at sørge for, at borgernes henvendelse kommer det rigtige sted hen,” siger Peter Hansen (SF), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget.
”Jeg kender ikke til sagen. Jeg kunne forestille mig, at det har været et pengemæssigt spørgsmål, siden der ikke er sket mere, men jeg vil med det samme tage sagen op med forvaltningen,” siger formanden.
Skolebestyrelsen sendte for fire år siden et forslag til kommunen om at spærre en del af cykelstien foran Søagerskolen på Råbrovej af og så lede cykelstien ind på skolens område, hvor der i forvejen er en sti/cykelsti. Det afspærrede stykke cykelsti skal så laves om til parkeringspladser, så det er nemmere og mere sikkert at aflevere børnene om morgenen. Som det er i øjeblikket, er der mange forældre, der parkerer deres bil ulovligt til fare for børnene. Det sker som sagt på cykelstien på Råbrovej, men også på busholdepladsen ved skolen, og forældre parkerer også ude på Skebjergvej.
Alvorligt problem
”Jeg synes, at det her lyder meget alvorligt. Jeg tror også, at problemet kan bliver større og mere alvorligt, når den nye etape af Frederikssundsmotorvejen åbner. Hele området i nærheden af skolen bliver ”forbundet” med motorvejen, og man har forudsagt, at der kommer mere trafik i området. Jeg vil tale med forvaltningen om dette. Skolebestyrelsen er meget velkommen til at kontakte mig, så vi kan finde ud af, hvad der er op og ned i sagen, og hvad vi kan gøre,” siger Peter Hansen og tilføjer:
”Umiddelbart synes jeg ikke, efter jeg har hørt skolebestyrelsens forslag, at det lyder dyrt,” slutter Peter Hansen.