Moesgård Allé åbner i to spor i januar
To krav fra Trafikgruppen i Skåde opfyldes efter nytår. Sandmosevej er uafklaret
Skåde-borgerne får først i det nye år færre museumsgæster på villavejene gennem bakkerne.
I januar bliver Ny Moesgårdvej lukket for alt andet end buskørsel og vareleveringer, og samtidig åbner Moesgård Allé igen i to spor.
Det var en tilfreds talsmand for trafikgruppen i Skåde, som Lokalvisen Aarhus fangede efter et møde med rådmanden i sidste uge.
“Nu er det kun sne og frost, der kan forhindre trafikomlægningen i januar,” siger Werner Kaihøj, der repræsenterer mere end 400 parcelhusejere, flere institutioner og flere fællesråd i området.
Rådmand for Teknik og Miljø Kristian Würtz (S) har imødekommet to af de tre krav, som Trafikgruppen siden oktober har kæmpet for.
“Vi er glade for, at kommunen har lyttet og godt kan se, at vi har valide argumenter. Vi synes, at vi har skullet råbe unødigt højt, men vi er glade for det samarbejde, vi nu har, og kommunen skal have ros for at være lydhøre,” siger Werner Kaihøj.
Sandmosevej udsat
Tilbage står dog stadig trafikgruppens sidste krav om, at Sandmosevej skal genåbnes.
“Man spærrer 3000 borgere inde i Skåde, for at billister, der kommer fra Beder, kan komme 15 sekunder hurtigere frem om morgenen. Det er ikke rimeligt,” siger talsmanden.
Rådmanden præsenterede på mødet i tirsdags en plan for en udvidelse af lyskrydset Oddervej/Ringvejen, så trafikpresset lettes, og Sandmosevej muligvis kan åbnes.
“Der var et ambitiøst forslag til en udvidelse af krydset, som vil være kostbar. Vi har bedt om to enklere forslag, og det indvilligede rådmanden i at have klar til marts,“ siger Werner Kaihøj.
Trafiksituationen i Skåde og omegn er forværret efter genåbningen af Moesgaard Museum i oktober, hvor kommunen samtidig ensrettede Moesgård Allé og lukkede Sandmosevej.
Der skal være nyt møde i marts, hvor rådmanden igen møder borgerne.