Fortsæt til indhold

Julen hitter i genbrugsen

Julesalget foregår også i genbrugsbutikkerne. En udvikling, der ikke overrasker ekspert og kan mærkes i Højvangens Genbrug

Samfund
Arkiv

Der var engang, hvor der blev set skævt til ting, der var købt i en genbrugsbutik. Men det er fortid. Nu er det lige frem på mode at købe gammelt tøj og antikke møbler, og det er heller ikke usandsynligt, at årets julepynt og sågar gaverne under træet er købt i en genbrugsbutik.
Sådan er erfaringen hos Skanderborgs største genbrugsbutik, som ligger i Højvangen. Her har man nemlig flere gode gaveidéer liggende på hylderne og hængende på stativerne.
“Vi har mange forskellige ting, som man sagtens kan købe og give i gave,” fortæller Anne-Lise Ravn fra Højvangens Genbrug.
Hun oplever, at der er mange flere, der kommer ind her i julegavemånederne for at købe isenkram, bøger og tøj.

Det skal være unikke gaver

At folk tager i genbrugen for at købe gaver, er bestemt ikke noget, der overrasker Søren Askegård, professor i forbrugsstudier ved SDU, som mener, at der er flere gode grunde til den tildens.
“Det er blevet okay at købe julegaver i genbrugen. Vi vil gerne give noget unikt, som symboliserer venskab. Noget, som alle andre ikke kan gå ud at købe, og det kan man finde i genbrugsbutikker,” fortæller han til Lokalavisen.
Søren Askegård fremhæver også, at det smukke ved at være god ved miljøet er endnu en væsentlig årsag til, at der i de senere år er sket en fremgang i genbrugssalget sammen med befolkningens stigende miljøbevidsthed.
“Og så er der selvfølgelig også penge at spare ved det, hvilket jo ikke er helt skidt, når november og december i forvejen er nogle ret dyre måneder,” fortæller Søren Askegård, der er sikker på, at det i fremtiden vil være endnu mere udbredt at købe gaver i genbrugen.

Nisser og julelys

Genbrugsbutikken i Højvangen kan snart fejre 12 års fødselsdag og i hele dens levetid har julen sat et præg på butikken.
“Vi har altid taget i mod det julepynt, som folk er blevet trætte af at have derhjemme,” fortæller Anne-Lise Ravn.
Det har de så gemt i butikken, og når november og december har gjort sit indtog, er det blevet sat frem til salg i butikken.
“Vi er stoppet med selv at pynte op i butikken, fordi vi nu har så meget, der kan sælges, at det nok ville blive for meget, hvis vi også sat julepynt op,” fortæller Anne-Lise Ravn.