Borgeren møder oftere 'panserbassen'
Den nye lokalbetjent er blevet godt modtaget i tre kommuner i politikredsen
En ny ordning med mere lokalt politi skal, som omtalt i AP i denne uge, sættes i gang i Københavns Vestegns Politi.
Ordningen, der har som mål at genoplive den gamle "panserbasse", er allerede blevet afprøvet i tre af kommunerne i politikredsen - Glostrup, Hvidovre og Rødovre.
Politikommissær Anja Høpfner og hendes folk har arbejdet som "dine lokale betjente" i Glostrup i et år. Som et prøveprojekt udvalgte de en betjent til at arbejde i hvert af byens fire skoledistrikter: Nordvangs- , Vestervangs- og Søndervangskvarteret, samt Hvissinge.
"Før dækkede vi alle hele byen, nu er hver ansvarlig for sit eget distrikt. Det betyder et præcist ansvar for den enkelte – og at borgerne oftere møder den samme betjent i deres område. Det skaber bånd mellem politi og lokalområde, større viden og nemmere kontakt mellem betjent og borger", siger Anja Høpfner.
Før manglede lokalpolitiet et tættere forhold til områdets lokalaktører, mener hun, og det lå ikke lige for, hvilke betjente der skulle følge op på hvad i hvilke områder. På samme måde var det tidligere sværere at skabe relationer i bydelene.
Nu oplever politikommissæren og hendes svende en bedre kontakt og dialog med lokalområdet, med offentlige og private samarbejdspartnere og at alle i fællesskab kan påvirke udviklingen mod et tryggere lokalsamfund.
Synlige og opsøgende
For at gøre opmærksom på sig selv i lokalområderne gik Glostrup Lokalpoliti offentligt ud i lokalaviserne, fortalte om projektet og delte store visitkort ud i distrikterne med betjentens foto og navn på – og det gav bonus.
"Lokalbetjenten fik et stigende antal henvendelser om konkrete hændelser i sit lokalområde og har kunnet øge deres fokus på at være synlige, opsøgende og finde løsninger i nærmiljøet", siger politikommissæren.
Her et år efter er starten i august 2013 er "din lokale betjent" en fast del i Glostrups fire distrikter, hvor de lokale betjente også prøver sig på det sociale medie Twitter.
Positiv udvikling i Avedøre
I Hvidovre har Lokalpolitiet også gjort væsen af sig efter tre distrikter fik hver deres betjente i foråret. Skoler og foreninger blev opsøgt, og der blev holdt foredrag og møder i lokalområderne om idéen med "din lokale betjent".
Især i bydelen Avedøre, som har været plaget af uro, har distriktsbetjente bidraget til en positiv udvikling.
"Institutioner, borgere og andre kontakter betjentene i området direkte nu om stort og småt – og flere netværksgrupper arbejder for at skabe de bedste muligheder for et trygt Avedøre for alle borgere", siger Anja Høpfner.
Der bliver samarbejdet med handelsdrivende, biblioteket, skoler og boligforeninger om trygge forhold i området.
Cykelbetjente i Rødovre
I Rødovre har "dit lokale politi" også indført cykelbetjente i uniform, som patruljerer på gade, vej, stisystemer og andre mindre fremkommelige steder i distrikterne, hvor der blandt andet er gjort en indsats mod ulovlig knallertkørsel på volden og på stierne.
"Lokalpolitiet er i dag synligt i andre dele af Rødovre end tidligere", siger politikommissæren.
I starten skulle betjentene finde sig selv i en ny måde at arbejde på, og borgerne skulle vænne sig til en anden betjentrolle.
"Et nyt tiltag giver nok altid lidt udfordringer i starten, men jeg synes til gengæld hurtigt, vi høstede mange fordele sammen med lokalområdet", siger Anja Høpfner.