Ser gerne job til ufaglærte
Den konservative partileder besøgte Foss i Hillerød
Den konservative partileder Søren Pape Poulsen var mandag på besøg hos måleudstyrsgiganten Foss i Hillerød.
"Jeg er meget fascineret af, at udstyret kan måle så fint. Og at det bliver lavet i Danmark," sagde Søren Pape Poulsen.
Partilederen hæftede sig ved, at der også er ufaglært arbejdskraft på Foss.
“Vi kan ikke leve af at være et videnssamfund alene. Det er vigtigt at have begge dele, så der er job til helt almindelige mennesker også,” sagde han.
Måler fedt i mælk
Søren Pape Poulsen fik først demonstreret et måleapparat, der kan måle fedt og andre ting i mælk. Produktet er til det indiske marked, hvor der er omkring 100.000 mælkeopsamlingssteder, og småbønder nogle gange forsøger at fortynde mælken, inden den bliver solgt.
Foss producerer måleinstrrumenter til fødevareindustrien og bruger med bestyrelsesformand Peter Foss' ord “midler i rå mængder” på invovation.
Med på besøget var også Søren Papes partifæller Hillerøds borgmester Dorte Meldgaard og folketingskandidat i Nordsjælland Mette Thiesen, der også sidder i byrådet i Hillerød.