Ud med de handicappede
Glad Fonden brugte Aarhus Festuge til at kickstarte en ny app, der hjælpe de handicappede med at bruge byen
Over 100 mennesker deltog i sidste uge i lanceringen af Glad Fondens nye app "Glad Tur".
Fonden, der arbejder for at give mennesker med handicap bedre mulighed for at bidrage til samfundet, brugte Aarhus Festuge til at lancere applikationen, som på brugerdrevet vis anmelder bl.a. cafeer, restauranter, butikker, spillesteder og museer.
Det var første gang, at Glad Fonden deltog i festugen.
Ifølge projektleder Mia Falconer var det et oplagt sted at begynde.
"Der er en god synergi mellem det, som Aarhus Festuge står for, og det som vi står for. Det handler om at bidrage til mangfoldigheden og gøre bybilledet rigere og mere levende," siger Mia Falconer.
Glad Fonden opfordrer alle, også folk uden fysiske eller psykiske handicap, til at bruge den gratis app. Man opretter en profil og anmelder de steder, man besøger. Det kan f.eks. handle om, hvor der er trappetrin, hvilke toiletforhold der er og om der er mulighed for at få hjælp.
"Appen bliver lige præcist så interessant, som det antal anmeldelser vi får ind. Det er et fællesskab, præcist ligesom festugen er det. Alle kan bidrage, og de fleste kender en person med specielle behov, som man kan tage udgangspunkt i og vurdere efter," siger projektlederen.
Også festugens tema 'Same but different' passede Glad Fonden rigtigt godt.
"Festugen fejrer mangfoldighed i kulturlivet, og det er netop der, vi gerne vil skabe bedre forhold. Vi er alle mennesker, men vi har forskelligheder. Jo mere vi omgås hinanden, des mindre ser man handicappet, men i højere grad mennesket bag," forklarer Mia Falconer.
Fjerner ikke alle trappetrin
Det handler ikke om at fjerne alle trappetrin eller brosten fra byen, forklarer projektlederen.
"Vi løfter ikke pegefingeren. I Aarhus er der jo f.eks. rigtigt mange gamle gader og bygninger, som man ikke bare lige sådan kan gøre handicap-venlige. Det vil jo selvfølgelig være skønt, hvis det kunne lade sig gøre, men det handler mere om at kortlægge byen. Så folk, der har et særligt behov, får den information, de har brug for, og kan agere ud fra det," siger Mia Falconer.
I programmet for festugen var der et kørestolssymbol efterfulgt af et 'ja' eller et 'nej' med henvisning til om arrangementet var tilgængeligt i kørestol eller ej.
"Men vores app skulle gerne favne meget bredere. Vi indsamler også oplysninger om andre slags handicap som f.eks. hvis man er blind eller svagtseende, er døv, har allergi eller psykiske lidelser. Generelt vil vi gerne give meget mere detaljeret information. Det er f.eks. ikke uvæsentligt, om der er to eller ti trin," fortæller Mia Falconer.
Udover appen havde Glad Fonden også i sidste uge foran Aarhus Rådhus opstillet en såkaldt confesssion box, hvor folk foran et kamera kunne give deres mening til kende.
Provokerende melding
På siden af boksen havde Glad Fonden skrevet 'Ud med de handicappede'.
"Det var for at provokere og få folk i tale. Underteksten var: 'Altså ud at bruge byen'. Vi ville gerne have folk til at fortælle, om de synes, at vi ser nok til hinanden i bybilledet," siger Mia Falconer.
Det er planen, at 'Glad Tur' skal være landsdækkende med en lignende udrulning i København og Odense i løbet af de kommende måneder, men det er allerede nu muligt at bruge appen til at anmelde steder i hele landet.