Fortsæt til indhold

Politiker bliver ny rektor

Frands Fischer (S) får toppost på uddannelsescentret i Skanderborg, og det udløser rokade i byrådet

Samfund
Erland Rasmussen

Skanderborg Center for Uddannelse får 38-årige Frands Fischer som ny rektor for HF og VUC fra 1. januar 2015.
Det oplyser borgmester Jørgen Gaarde (S) i forbindelse med, at Frands Fischer har søgt om orlov fra byrådsarbejdet fra årsskiftet til udgangen af maj 2015 på grund af jobskiftet.
Frands Fischer, der bor i Glarbo ved Ry, er kandidat i idræt og samfundsfag fra Syddansk Universitet.
I august 2010 blev han fastansat lektor på uddannelsescentret i Skanderborg, hvor han underviser på HF.
På HF og VUC afløser Frands Fischer Inge Lis Pedersen, der går på pension.
Frands Fischer sidder tillige i sin anden periode som medlem af Skanderborg Byråd for Socialdemokraterne samt som formand for Undervisnings- og børneudvalget.
Jobskiftet udløser en rokade i byrådet og hos Socialdemokraterne.
Kasper Tikjøb, Galten, der blandt andet er kendt som formand for FC Skanderborg, indtræder som suppleant og tillige også i Undervisnings- og børneudvalget.
Formandsposten for Undervisnings- og børneudvalget påtager byrådsmedlem Søren Nielsen sig, indtil Frands vender tilbage fra orlov.
Byrådsmedlem Finn Sander Jensen bliver ny gruppeformand hos Socialdemokraterne, og han beholder den post i resten af byrådsperioden.