Fortsæt til indhold

Frivillige fejret med kram, kransekage og nyt knæ

Årets Frivillige 2014 i Norddjurs blev overrasket med taler og kransekage

Samfund
Anette Bonde

Karen Clausen og Gitte Salomonsen, der forleden blev kåret til Årets Frivillige i Norddjurs, blev overrasket med fejring af titlen, da de i mandagsmødte til den ugentlige formiddagssang, de står for på Plejecenter Violskrænten i Grenaa. De fik kram og pæne ord og gaver fra medfrivillige, beboere og ansatte. Plejecenterleder Anette Overgaard Eriksen overrakte blomster, gaver og billeder og bød på kransekage og et lille glas bobler.
Karen Clausen, der havde måttet melde afbud til højtideligheden, da prisen blev overrakt på rådhuset i Grenaa, fortalte til de mange fremmødte, at de ikke helt kunne forstå det, da de fik at vide, at de var valgt til Årets Frivillige i 2014.
”Det varmer mere, end I aner, og det er rigtig stort for os. Så stort, at jeg tænkte, jeg skulle købe nyt tøj til lejligheden. Det endte dog med, at jeg på dagen hvor kåringen fandt sted på rådhuset fik et nyt knæ i stedet. Derfor kunne jeg ikke være der, men er meget glad for at kunne være her i dag.”
Cirka 75 personer var mødt op på Plejecenter Violskrænten for at fejre Karen Clausen og Gitte Salomonsson, der også står for andre aktiviteter end formiddagssangen til glæde for beboere og øvrige ældre fra området.