Fortsæt til indhold

Daglig larm for 14 sekunders udsigt

Det er endnu uvist, om beboerne i Trørød får dæmpet lyden fra Helsingørmotorvejen

Samfund
Anders Bruhn Kristensen

Allerede inden året er omme, håber Vejdirektoratet at have plantet de første buske og træer på en fire kilometer lang strækning langs Helsingørmotorvejen. Beplantningen skal forskønne området og forhindre støj for motorvejens naboer.
En stykke på 500 meter bliver dog i første omgang sprunget over. Det er strækningen fra Elleslettegårdsvej til Gøngehusvej, som stadig er til forhandling som følge af en kendelse fra Fredningsnævnet. Kendelsen pålægger Vejdirektoratet at aflevere en ny beplatningsplan for strækningen. Og den venter de spændt på i Maglemosegruppen, der er en sammenslutning af en række grundejerforeninger i Trørød og afsender af klagen til nævnet.

Kendelse giver håb

Beboerne er tilfredse med Vejdirektoratets planter, men de ønsker samtidig en støjskærm og en vold på hver side af skærmen, så der ikke går for lang tid uden støjdæmpning. Og med kendelsen fra Fredningsnævnet er der fornyede forventninger, forklarer formand Bent Gottlieb.
"Jeg regner med, at det ændrer noget, ellers må vi gå videre med vores oplysninger. Det er en ren skandale, det kan ikke være rigtigt, at nogle i Vejdirektoratet skal udøve magtkamp mod lokale politikere. Det tager 14 sekunder, hvor billisterne kan nyde udsigten over markerne. Det holder ikke vand, at hele Trørød skal lide under det hele året," siger han.

Mange beboere er plaget

Mens afklaringen mellem Rudersdal Kommune og Vejdirektoratet står på, suser mere end 50.000 biler forbi Trørød i døgnet. Bent Gottlieb savner derfor en afklaring på situationen, for larmen har generet borgerne i Trørød, siden Vejdirektoratet fældede en række træer i april 2013.
"Den er helt gal. Jeg har 1450 underskrifter fra folk i Trørød, der er plaget af støjen, men før træerne blev ryddet, hørte vi aldrig noget," fortæller Bent Gottlieb og tilføjer, at støjen er blevet yderligere forstærket af en støjskærm ud til Vejdammen på den anden side af motorvejen.