“Det er voldsomt”
Situationen i Egedal er unik, og alarmklokkerne burde ringe, lyder det fra Danmarks Lærerforening
På hovedkontoret hos Danmarks Lærerforening har man bidt mærke i situationen i Egedal, hvor der er sket en 100 procents stigning i antallet af lærer-opsigelser set i forhold til samme periode sidste år, således at antallet af opsigelser fra 1. januar til 30. juni nu er oppe på 86 ud af en samlet lærerstab på ca. 560 lærere.
Og det er ikke ligefrem roser, der kommer ud af munden på Gordon Ørskov Madsen, Formand for Overenskomstudvalget, når han bliver spurgt ind til situationen.
"Det er voldsomt, når man tager med i betragtning, hvor mange lærere der er," siger Gordon Ørskov Madsen om de 86 opsigelser og bemærker samtidig, at selvom man i forbundet ikke har et fuldstændigt talmæssigt overblik over opsigelserne fordelt rundt om i Danmark, så kan man godt fastslå, at situationen i Egedal er temmelig enestående.
Unik situation
"Det, der sker i Egedal, er ikke et udtryk for, hvad vi ser i andre kommuner. Der har vi i nogle kommuner også set opsigelser, men slet ikke i samme målestok," siger Gordon Ørskov Madsen og fortsætter:
"Hvis jeg var Egedal kommune, så ville jeg agere. Der burde være nogle alarmklokker, der ringede."
Ifølge Gordon Ørskov Madsen er det kritisk, at man endnu mangler at ansætte mere end 20 lærere, der skal være klar til skolestart, og han mener, at Egedal Kommune burde genoverveje at lave en lokalaftale, der kan skabe noget mere fleksibilitet, for at fastholde og tiltrække nye lærere.
Der tegner sig ifølge ham nemlig netop et billede af, at det særligt er til de kommuner, der har indgået lokale aftaler, at lærerne søger hen.
Og så skal der optimeres på dialogen, hvor Egedal Kommune har været for enerådige, siger han.
"Det er mit indtryk, at dialogen i Egedal ikke er så god, og det er rigtig ærgerligt. Det er kun hvis vi samarbejder og har den gode dialog, at vi kan komme videre. Det er uklogt at lade være med at samarbejde."
Flere opsigelser på vej
Og noget tyder på, at rådet om samarbejde og dialog er værd at tage til sig for Egedal Kommune.
Ifølge Gordon Ørskov Madsen, kan der nemlig meget vel være udsigt til endnu flere opsigelser. Han fortæller, at forventingerne går på, at der landsdækkende kan komme flere opsigelser i september/oktober fra alle dem, der lige ser tiden an, inden de f.eks. vælger at smide pensionskortet eller se sig om efter noget andet.