Fortsæt til indhold

Fire kommuner i brand-fusion

Århus, Skanderborg, Odder og Samsø slår beredskaber sammen

Samfund
Erland Rasmussen

Et mere moderne og effekivt redningsberedskab.
Sådan lyder et par af de vigtigste målsætninger bag en kommende sammenlægning af brandvæsenerne i Århus, Skanderborg, Odder og Samsø.
De fire kommuner har netop underskrevet en hensigtserklæring om senest pr. 1. januar 2016 at slå brandslangerne sammen og lægge de fire kommuners brandvæsener ind i et fælles selskab.
Underskrifterne blev sat på brandstationen i Skanderborg mandag 15. december af rådmanden for Teknik og Miljø i Århus Kommune, Kristian Würtz, borgmester Jørgen Gaarde, Skanderborg Kommune, borgmester Uffe Jensen, Odder Kommune, og borgmester Marcel Meijer, Samsø Kommune.
De fire politikere lagde på et efterfølgende pressemøde ikke skjul på, at forlovelsen og det kommende ægteskab mellem de kommunale brandvæsener tager udgangspunkt i at løse en bunden opgave.

Konsekvens af aftale

Samarbejdet mellem de fire østjyske kommuner sker nemlig som en direkte konsekvens af en aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) om, at antallet af danske beredskabskredse skal skæres ned fra 88 til 20 større enheder.
Det skal på landsplan give en besparelse på 175 millioner kroner om året for det kommunale beredskab, mens regeringen er blevet enige med Venstre og DF om at spare 125 millioner kroner om året på den statslige del af beredskabet.
På pressemødet i Skanderborg blev de fire østjyske kommuners andel af besparelsen opgjort til 14 millioner kroner.
De fire partnere har imidlertid ikke på forhånd lagt sig fast på, hvordan det økonomiske rationale skal hentes.
“Det er ikke afklaret endnu. Vi vil gå alle muligheder igennem blandt andet i dialog med medarbejderne om, hvordan der kan skabes mere effektivitet,” sagde Kristian Würtz.
“Ja, vi har nu de næste 12 måneder til at løse opgaven og nå det mål, der er sat,” sagde Jørgen Gaarde.
Jørgen Gaarde tror, at effektiviseringen vil ske på områder som alarmcentral, ledelse, administration og indkøb af materiel.

Ingen planer om lukning

Derimod er der ingen aktuelle planer om nedlæggelse af brandstationer i det nye østjyske samarbejde., oplyses det.
I den forbindelse understreges tillige vigtigheden af, at aktive borgere og virksomheder fortsat er motiverede til at være eller blive deltids- og frivillige brandmænd.