Fortsæt til indhold

Revolutionerende IT-værktøj til byggeriet under udvikling

Den unge IT-komet Simple Solution med base i Køge, skal udvikle et helt nyt stykke software for en dansk gazelle virksomhed, og deres kommende afdeling i Canada.

Samfund
Af Søren Lindquist

UDVIKLING Hos IT-virksomheden Simple Solution i Køge, står man overfor 4 måneders spændende udvikling af et nyt stykke systemsoftware, man selv betegner som revolutionerende inden for sit område.
Systemet udvikles til byggeriet og formålet er, at gøre det muligt on-site på byggepladsen at opmåle, beregne og bestille de moduler og produkter der er behov for, og dermed kan der spares dyrebar tid, ligesom at risikoen for fejl forventes at blive minimeret, fordi det hele foregår i én og samme operation.
Det er en dansk udlejningsvirksomhed, der har sat ordren i hus hos Simple Solution, og hér glæder man til den spændende udviklingsopgave.
- Det bliver en rigtig spændende proces at arbejde med, og vi glæder os til at komme i gang. Systemet skal leveres om små 4 måneder til kunden, som herefter vil gå i offensiven for at sælge systemet videre til sine kunder - entreprenørerne, fortæller Mike Valencia. indehaver af Simple Solution.

Revolutionerende system

- Der er faktisk tale om et revolutionerende system. Udstyret med en tablet i hånden, vil entreprenøren fremover nemt kunne skitsere en tegning ud fra de faktiske mål, der kan ses på byggepladsen.
Og med systemet koblet op på udlejningsvirksomhedens sortiment, kan entreprenøren med det samme se hvilke moduler og produkter der er behov for, og samtidig foretage bestillingen direkte, fortæller han.
Simple Solution kan, udover at glæde sig over udviklingsopgaven, også se frem til at drifte systemet. Derudover kan Mike Valencia også se muligheden for en potentiel rammeaftale i fremtiden.
- Med muligheden for en fremtidig rammeaftale om drift af systemet på globalt plan, ser vi derfor både på den korte og lange bane store perspektiver i denne spændende opgave.
Systemet rulles i første omgang ud hos kunden i Danmark og i den nyetablerede afdeling i Canada, men derefter er der planer om at bringe det videre til markedet i Tyskland og Norge, så der er absolut store muligheder i dette system, for alle involverede parter, siger Mike Valencia.

Væksten fortsætter

Simple Solution kan blandt andet med denne opgave glæde sig over, at man fortsat oplever kraftig vækst i den unge IT-virksomhed.
- Tidligere på året havde vi fornøjelsen af at levere en lignende udviklingsopgave for Region Hovedstaden, og vi kan fortsat glæde os over en kraftigt vækst.
- For nylig voksede vi ud af de rammer vi tidligere holdt til i, men heldigvis var det muligt for at flytte til større lokaler i umiddelbar nærhed, så vi kunne blive her i "Den Hvide By" i Køge. Her er vi glade for at bo, og med de nye rammer har vi sikret os godt ift fremtiden, og har plads til at udvikle os yderligere de kommende år, slutter Mike Valencia.