Det hemmelige hotel åbner dørene
Skanderborg Park inviterer alle lokale til at kigge forbi 25. maj klokken 11.00-14.00
Det sker sjældent, at en restauratør eller hotelchef offentligt bekender, at de færreste i lokalområdet kender til deres etablissement.
Men det er ikke desto mindre tilfældet med Hotel Skanderborg Park, hvis direktør, Charlotte Riberholt, selv betegner det som "Skanderborgs hemmelige hotel".
Ifølge direktøren ved de færreste skanderborgensere, at der findes et hotel med restaurant, gourmetmad og festslokale oppe i Højvangen.
Nogle kender stedet som Finanssektorens Uddannelsescenter, men ikke ret mange har fundet ud af, at hoteldelen er blevet skilt ud fra uddannelsescenteret til Hotel Skanderborg Park, der er andet og mere end blot kurser og konferencer.
"Vi har levet vores eget stille liv i nogle år, men det vil vi gerne lave om på, for vi vil gerne være hele Skanderborgs hotel," siger direktør Charlotte Riberholt.
Direktøren sætter nu handling bag ordene og inviterer alle til åbent hus på hotellets adresse på Skovsvinget, hvor der både er park og golfbane.
På åbent hus-dagen serveres smagsprøver fra køkkenchef Brian Laugesens køkken, restaurantchef René Birk Salomonsen har sørget for, at der er dækket festligt op i festlokalerne, ligesom der er mulighed for en personlig rundvisning, et parti golf eller blot nyde en kop kaffe på terrassen. Det er gratis at deltage i arrangementet.