Fortsæt til indhold

Gymnasium sætter hegn om festerne

Frederiksborg Gymnasium har indført et mobilt hegn, som skal forbedre sikkerheden til festerne

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

Berusede gymnasieelever skal ikke længere kunne fylde sig med vodka, de har gemt i buskene, når Frederiksborg Gymnasium holder fest.

Det forhindrer et nyt mobilt hegn, som gymnasiet er begyndt at stille op til festerne, eleverne i.

"Eleverne kunne gå ud i buskene og hente alt muligt, som vi ikke havde kontrol med. Samtidig kunne der sidde en elev og fryse her i den kolde vinter og have fået for meget at drikke. Vi har kigget på, hvad andre skoler gør, og de har lukkede områder til deres fester, så det mente vi også, vi er nødt til at have her. Det er mere trygt og sikkert," forklarer rektor Peter Kuhlman.

Utrygt at stå ud mod Carlsbergvej

Hegnet er opstillet langs trappen i gymnasiets skolegård, hvor eleverne kan gå ud for at ryge eller trække frisk luft. Hvis de går ud af hoveddøren, forlader de festen og kan ikke komme ind igen. Men de kan altså ikke længere skjule sprut eller for den sags skyld stoffer i skolegården.

Tidligere kunne eleverne stå på forpladsen under festerne, men det er altså slut nu, fortæller rektoren:

"Der kører mange biler forbi på Carlsbergvej, så det er ikke det mest trygge sted for eleverne at stå. Samtidig er det heller ikke pænt at se på for de borgere, der kommer forbi, at der står en stor gruppe festlige elever. Vi mener ud fra vores generelle festerfaring og ud fra, hvad vi ser på andre skoler, at det er bedre for alle parter, at vi har mere opsyn og kontrol med eleverne".

Ved udgangen har skolen vagter, der kan holde øje med, om en elev er for beruset til selv at finde hjem. I så fald bliver der ringet efter elevens forældre.

Svært at styre branderten

Det er især 1.g'erne, der kan have svært ved at styre branderten til gymnasiefesterne, mener Peter Kuhlman:

"Mange 1.g'ere kan ikke finde ud af at have et fornuftigt forhold til alkohol. De kommer ind i en ny verden og synes, de er blevet voksne. Så er 2. og 3.g'erne bedre til at styre det."

Eleverne var ikke helt tilfredse, da de blev præsenteret for hegnet, fortæller han:

"De ville gerne kunne gå ud på forpladsen og snakke med deres venner. Men der måtte vi sige nej - det her er altså en lukket fest".

Det mobile hegn blev sat op første gang til gymnasiets traditionelle gallafest i fredags, hvor der var lanciers og indmarch i habitter og flotte kjoler. Samtidig kunne eleverne - trods kulden - hygge sig ved skolegårdens borde og bænke, men altså ikke på forpladsen ud mod Carlsbergvej.