Mie fandt roen i islam
23-årige Mie Ørgaard Hansen fra Aarhus konverterede til islam allerede som 16-årig
Det var egentlig en dreng, som i sin tid var årsagen til, at den dengang 16-årige Mie Ørgaard Hansen valgte at skifte religion.
“Jeg var meget forelsket og ung og måtte ikke være sammen med ham for hans familie, fordi jeg ikke var muslim. Så jeg konverterede, og vi blev gift kort efter,” fortæller den i dag 23-årige Mie Ørgaard Hansen, mens hun er i fuld gang med at male en sommerfugl i ansigtet på en lille pige.
Der er eid-fejring i form af et børnelegeland ved Grimhøj-moskéen i Brabrand, og Mie står altså for ansigtetsmalingen.
“Vi var gift i fire år. Men det gik ikke. Der var ingen opbakning fra vores familier. Så vi gik fra hinanden, og jeg gik tilbage til at leve ikke-islamisk igen,” fortsætter hun.
“Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg manglede noget. Jeg manglede ro. Jeg var ikke til byen og druk. Jeg følte mig ensom og manglede fællesskabet. Og så mødte jeg min nuværende mand,” fortæller den tildækkede pige.
Han var ikke muslim, men havde interessen for islam. Så sammen levede de stadigt mere og mere muslimsk.
“Det er svært at forklare, hvad islam giver mig. Jeg får ro og glæde, og jeg føler mig bedst tilpas ved at være tildækket. Modsat hvad mange tror, så har kvinder en høj status i islam. Jeg synes, at det er smukt, at det kun er min mand, som skal se mig uden tørklæde,” fortæller hun.
Mie har kontakt med sin familie, men hun forklarer, at de i starten havde svært ved at forstå hendes valg.
“De var meget kede af det. De kunne ikke forstå, at sådan en smuk pige skulle gå tildækket. Og så elsker min familie også svinekød. Men det er nu mest det med tørklædet, som de har svært ved at acceptere,” siger Mie Ørgaard Hansen, som snart er klar til at udvide familien - hun er nemlig gravid med sit tredje barn.