Fortsæt til indhold

Vind en gratis makeover i Lystrup

Lokal stylecoach og tøjbutiksejer Lone Löwenstein tilbyder gratis rådgivning i en personlig fornyelse

Samfund
Kim S. Andersen

Et nyt år kan ofte være en anledning til en ny begyndelse og en frisk start.
Derfor arrangerer 'Frk. Löwenstein' en konkurrence, hvor der skal kåres en kvinde, som får en gratis makeover i tøjbutikken i Lystrup.
Ejeren Lone Löwenstein er certificeret stylecoach og farvekonsulent og har flere års erfaring i rådgivning af tøjvalg, garderobetjek og som personlig shopper.
“Jeg vil gerne give vinderen et boost i det nye år ved at komme med gode råd af tøjvalg, der klæder hendes figur. Og så være med til at finde en ny stil, så hun bliver den bedste udgave af sig selv,” siger Lone Löwenstein.

En værdi af 4.000 kroner

Makeoveren har en værdi af 4.000 kroner, og vinderen skal påregne udgifter til det tøj, man ønsker at købe.
Hun har også fået den lokale frisør Britt Nielsen fra Fasson med på idéen, så præmien også kommer til at indeholde gratis klipning og farvning.
Når makeoveren er gennemført, vil vinderen komme i Lokalavisen Nord i begyndelsen af det nye år.

Send en mail

Alt du skal gøre for at deltage er at sende en mail til Lone Löwenstein på frklowenstein@gmail.com.
I mailen skal du skrive dine kontaktoplysninger, højde, brystmål, talje og hoftemål. Du må gerne komme med en begrundelse for, hvorfor du ønsker en makeover. Et vellignende foto skal vedhæftes. Sidst men ikke mindst, så skal du være klar til forandring.
Du kan kun deltage, hvis du er kvinde og bor i Lokalavisen Aarhus Nords udgivelsesområde.