Fortsæt til indhold

Gültens kamp mod mobning er med i finale

Albertslund-kvinde er blandt fire, der kan vinde "Game Changers"

Samfund
Finn Due Larsen

En vigtig sag er i spil, når Gülten Eminovsski fra Albertslund på mandag deltager i finalen i "Game Changers".
Det er et TV3-program, hvor det i samarbejde med non-profit-organisationen Reach for Change handler om at få sociale entreprenører til at udvikle ideer, der kan gøre en forskel for danske børns trivsel i hverdagen.
Som tidligere omtalt i AP deltager Gülten Eminovsski med initiativet StopMob. Det er valgt ud blandt i alt 60 idéforslag, og alle har kunnet afgive deres stemme på den idé, som de synes skal være med i finalen til årets Game Changers-2014.
Der blev lagt ud med seks kandidater, og mandagens finale består af fire deltagerere. Heriblandt altså den 39-årige Gülten Eminovsskis projekt, som har til formål at give børn redskaber til positive tanker, følelser og adfærd.
StopMob handler om at styrke børns selvværd og selvtillid, så de har lettere ved at begå sig i sociale sammenhænge.

Børne- og voksenjury

Gülten Eminovsski har tidligere forklaret, at hun har udviklet en værktøjskasse, der henvender sig til børn i alderen 6-15 år, og som skal bruges af lærere og pædagoger. Hun vil gerne have udbredt kendskabet til sin værktøjskasse og udgive bøger om sit koncept, som hun selv har brugt i flere år i sit virke som pædagog.
Gülten Eminovsski bor i Albertslund med sin familie, hun er uddannet pædagog og psykoterapeut og arbejder på en folkeskole, hvor hun dagligt bruger sine værktøjer til at hjælpe børnene til en mere positiv adfærd og forståelse.
Ved mandagens finale er der en børnejury og en voksenjury, der skal afgøre, hvem der løber med sejren. I voksenjuryen sidder bl.a. Manu Sareen (Rad.), minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, og CEO for Børnefonden, Bolette Christensen.
Finalisterne skal præsentere deres ideer for begge juryer, som herefter udtrækker vinderen.