Produktiviteten i eksportvirksomheder er steget
De eksporterende virksomheder har formået at klare sig gennem finanskrisen med færre medarbejdere og samtidig øge eksporten, viser nye tal fra Danmarks Statistik lavet for Erhvervsstyrelsen. Det er en klar indikation på, at produktiviteten er steget.
VÆKST Siden krisens start i 2008 har både mellemstore og store eksportvirksomheder formået at øge eksporten med mellem ca.10 og 20 procent.
Det på trods af at de samme eksportvirksomheder har oplevet et betydeligt fald i beskæftigelsen på omkring 20 procent i samme periode. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik lavet for Erhvervsstyrelsen.
Udviklingen i de eksporterende virksomheder er en klar indikation på, at de er blevet mere produktive i kølvandet på finanskrisen. En blanding af blandt andet stigende værditilvækst, faldende beskæftigelse og relativt lave priser på import i forhold til eksport betyder alt sammen, at produktiviteten siden 2008 er steget med ca. 25 procent og 50 procent i henholdsvis de mellemstore og store virksomheder.
Vicedirektør i Erhvervsstyrelsen, Anders Hoffmann siger:
- Finanskrisen har været en udfordrende tid for virksomhederne, og det er glædeligt at se, at de, i stedet for at lade sig overrumple, har brugt tiden til at stramme livremmen ind og tilmed har formået at øge eksporten samtidig. Det er virksomheder, som er rustede til fremtiden.
Også de små virksomheder inden for eksport har klaret sig godt igennem krisen. Dog ikke med en helt så stor produktivitetsudvikling. De små virksomheder har øget eksporten med 15 procent og bibeholdt antallet af ansatte siden 2008.
- Det er særligt positivt at både de små og mellemstore virksomheder formår at holde hovedet oven vande i en krisetid. Det er disse virksomheder som, ved at vokse sig større, på sigt skal drive væksten i Danmark, siger Anders Hoffmann.
sl