Lyste op med lys og hygge
Naboskabet fik ekstra lys en december-dag på Kærvænget i Tranbjerg
Charlotte Nielsen fra Tranbjerg havde foreslået, at hendes gade, Kærvænget i Tranbjerg, skulle vinde en konkurrence fra Ikea. Her blev danskerne opfordret til at nominere en gade eller en plads i lokalområdet, som trængte til lys og hygge. Der var 300, der havde indsendt forslag, og her vandt Charlotte Nielsen fra Kærvænget. Det betød, at Ikea sammen med Charlotte gav naboerne en uforglemmelig aften.
“Min drøm var at kunne samle hele vejen til en hyggelig vejfest en helt almindelig aften i december og dermed gøre lidt ekstra for sammenholdet her på vejen. Det tror jeg, vi alle kan trænge til her i vintermørket,” siger Charlotte Nielsen i en pressemeddelelse.
Det blev da også noget af en anderledes vej, beboerne kom hjem til. Der var lysende lanterner, flydestole med store puder og store bålsteder klar til at sprede varme blandt beboerne. Og så blev der serveret varm suppe og brød. Næsten 100 var mødt op til arrangementet.
“Det er helt vildt, og jeg er så glad for, at så mange naboer havde lyst til at styrke vores fællesskab. Og nu håber jeg bare, at vi kan gøre det til en årligt tilbagevendende tradition med en vejfest i december.”