Hvem har erstatningsansvar ved fyrværkeri-skader?
Min søn fik sidste nytårsaften en grim personskade, der har medført, at han bliver handikappet med sin hånd og arm. Op ad ansigtet har han grimme ar, der gør, at han forsøger at skjule den side af ansigtet.
Uheldet skete ved, at han og en dengang 15-årig kammerat legede med nytårsraketter i vores værksted. Vores søn har altid været særdeles fingernem og interesseret i fysik, nytårskrudt m.v.
Han og en kammerat havde fundet ud af at tappe krudtet fra nytårsraketter og hældte det ned i en treobeholder, de i forvejen havde boret et lille hul i, med plads til en væge. Herefter ville de vikle tape omkring treobeholderen og bruge den som gammeldags kanonslag.
I forbindelse med, at de stampede krudtet med bagenden på en skruetrækker, eksploderede treobeholderen pludselig, hvorefter min søn kom alvorligt til skade.
Min søn havde beskyttelsesbriller på, hvorfor han heldigvis ikke blev skadet i øjnene.
Forsikringsselskabet vil ikke udbetale ulykkeserstatning til min søn, selvom lægerne siger, at han har varige mén.
Forsikringsselskabet skriver, at de ikke behøver at gøre det, da min søn selv har påført sig skaden ved grov uagtsomhed, da han burde lade være med at lege med krudt på den måde.
Kan det være rigtigt?
Som tillægsspørgsmål vil jeg gerne vide, om min søn kan gøre sin kammerat ansvarlig. Min søns kammerat var dengang 15 år og min søn var kun 14.
Jeg har hørt, at man godt kan straffe en 15-årig, men ikke en 14-årig, hvorfor jeg også mener, at min søn burde kunne søge erstatning hos sin 15-årige daværende ven.
Svar
Der er ingen tvivl om, at nytårskrudt altid har været farligt. Desværre tror jeg ikke, at din søn med succes kan føre en sag mod jeres ulykkesforsikringsselskab.
Som du beskriver årsagen til uheldet, er der næppe nogen tvivl om, at din søn og hans daværende 15-årige ven ikke burde have eksperimenteret med nytårskrudtet på den måde de gjorde.
Der er heller ingen tvivl om, at både din dengang 14-årige søn og hans 15-årige kammerat ikke kunne undgå at vide, at det var farligt, det de gjorde, og at de på den måde løb en overordentlig stor risiko. Ud fra den betragtning tror jeg, at forsikringsselskabet har ret i, at det ikke skal dække skader forvoldt som følge af, at din søn har leget med nytårskrudt.
Hvis uheldet f.eks. var sket ved, at din søn forsøgte at fyre en raket af, der ikke virkede efter hensigten og pludselig eksploderede, eller på anden måde opførte sig anderledes end man kan forvente af en raket, mener jeg absolut, at din søn ville have haft krav på erstatning fra jeres ulykkesforsikringsselskab.
Men når din søn er med til at skille nytårsraketter ad for at tappe dem for det farlige krudt og selv forsøge at lave et kanonslag, har din søn opført sig på en måde man i forsikringsmæssige sammenhæng kalder groft uagtsomt. Og derved slipper selskabet formentlig for enhver form for ansvar.
Når du spørger til, om din søn har et krav mod sin daværende 15-årige ven, tror jeg desværre heller ikke, at det er tilfældet. Medmindre din søn kan bevise, at det var den dengang 15-årige ven, der tog hele initiativet til krudtlegen og at din søn nærmest var sagesløs tilskuer, mener jeg ikke, at vennen har opført sig på en måde, der gør, at din søn i erstatningsmæssig sammenhæng kan rette et krav mod ham.
Det er korrekt nok, at man kan straffe folk, der er over 15 år, efter straffeloven, men det betyder ikke, at de samtidig har et erstatningsansvar for dem, der er 14 år. Man kan sagtens have et erstatningsansvar selvom man er under 15, idet vurderingen af, om man er erstatningspligtig ikke er det samme som vurderingen af, hvorvidt man kan straffes eller er straffeegnet.
Den kendsgerning, at din søn var 14 år og hans ven var 15 år på skadestidspunktet betyder ikke automatisk, at han kan rette et erstatningsansvar mod vennen.