Forsorgshjems læsegruppe imponerede Mikael Bertelsen
Dommer blev positivt overrasket ved dybden i diskussionerne, da hjemløse mødtes i læsegruppe på Skansegården
"Det tog fusen på mig".
Blandt dagens gæster til læsegruppen på Skansegården var Mikael Bertelsen, som var formand for den dommerkomite, der udvalgte de 12 kommuner til projektet 'Danmark Læser' - og han blev overrasket over alt det, læsegruppen åbnede for.
"Jeg sidder og har egentlig hovedet fyldt af alle mulige andre ting. Men pludselig er der en, der siger "jeg tror, novellen handler om en, der dør" - det havde jeg slet ikke set. Associationerne giver samtalen en helt ny drejning," fortæller Mikael Bertelsen.
Han har tidligere lavet en tv-programserie, hvor hjemløse fra herberget Sundholm i København mødtes og diskuterede litteratur. Her oplevede han, at det var svært bare at få folk til at møde op. Så han havde ikke de store forventninger til læsegruppen. Men han blev overrasket, fortæller han:
"Det var en helt anden følelse end den, man fik i skolen ved at diskutere litteratur som en pligt. Der blev åbnet for personlige historier og minder om barndommens jul. Deltagerne kunne bevæge hinanden med den måde, de læste teksten på, og det førte til de fineste samtaler."
Træne empatien
Han ærgrer sig over, at det at læse litteratur ofte er det første, folk lægger til side, når der er pres på i hverdagen:
"Alle taler om at motionere og træne deres krop, og vi kan mærke, når vi bliver dovne og i dårlig form. Men der er også den muskel, der hedder empati, der skal trænes, så vi kan mærke andre og forstå, hvordan de tænker. Den træder ofte i baggrunden, når vi hele tiden ser fjernsyn og er på Facebook. Når man læser, træner man evnen til at lytte og forstå hinanden,"