Vinen møder sin overmand i julemaden
Den fede, danske julemad er svær at servere vin til, og ofte er det synd at servere sine dyreste dråber til maden
Det kan være rigtig svært at sammensætte drikkevarer til dansk julemad, der jo er en kraftopvisning i fedt, salt og sødt.
Derfor har Lokalavisen sat en kyndig kender, Niklas Kristensen, på sagen, så læserne kan få nogle gode råd i forhold til, hvordan man får fulgt kaloriefesten bedst på vej.
Julen er tung at danse med
Det er ikke kun gæsterne, der kan blive sat til vægs af bjerge af and, flæsk, sovs og kartofler.
Mange vine må melde hus forbi, når de gælder om at matche den danske julemad, men vinhandleren har heldigvis et par gode bud på, hvad man kan stille op.
“Jeg vil altid starte med bobler. Selvom det måske ikke er så julet, er det alligevel en god idé, for tør, mousserende vin skærper appetitten og forstærker din smagsløg,” forklarer vinmanden entusiastisk.
Når man så har fået sine bobler, der tilsyneladende er julebordets EPO, og sætter sig ned ved et måltid, der ville få en romersk kejser til at ytre “er det ikke lige i overkanten?”, skal man ikke nødvendigvis servere sine fineste vine.
“Det er ekstremt svært at være vin i julemadens selskab, og gode vine møder ofte deres overmand i dette måltid. Der skal noget saft og kraft til, og der skal være noget garvesyre til at rense munden efter den fede mad, og så skal der være lidt sødme, for ellers går det skidt med de brune kartofler og sovsen,” forklarer Niklas Kristensen og fortsætter:
“Oversøisk malbec eller carmenére vil passe godt til julemaden. Ripasso er også et rigtig godt bud, og endda bedre end storebror Amarone. En Chateau Neuf du Pape fra det sydlige Rhone kan også gå, hvis man vil have det lidt tørere.”
Mange vinkendere sluger også deres principper om kun at drikke vin fra favoritdistrikterne juleaften og drikker oversøiske vine under maden.
Så kan man altid hive favoritterne frem efter maden.
Portvin, frugtlikør og rom
Julemiddagen er jo ikke slut, bare fordi man har spist nok til at brødføde en landsby i otte dage, for der er jo også desserten.
Med udgangspunkt i risalamande kommer Niklas Kristensen med nogle gode bud på lidt at drikke til:
“Jeg vil anbefale en ruby portvin til desserten. Den er blød og sødmefuld, hvor de andre port-typer måske bliver lidt for syrlige. Hvis man gerne vil drikke noget dansk, har vi efterhånden fået nogle rigtig gode, danske frugtlikører.”
Et af kendetegnene for juleaften er, at man ikke på noget tidspunkt holder op med at spise og drikke.
Der skal da også lige et råd med til, hvad man skal have til kaffen, konfekten og alle de andre kalorier.
“Rom er rigtig godt til efter maden, og noterne af brændt sukker, kakao og orange går godt til konfekten og alt det andet,” fortæller Niklas Kristensen.
Der er i hvertfald mange muligheder for at sende julemaden på vej med lidt rart at drikke, og så er der kun tilbage at sige velbekomme!