Lyse takter i Djurslands Turistforening
Mange opgaver er krydset af i Djurslands Turistforenings to-do liste
Hjemmesiden er blevet færdig, Djurslandbægeret er blevet markedsført og forberedelserne til foreningens 100 års jubilæum næste år er gået i gang. Bestyrelsen i Djurslands Turistforening har ikke ligget på den lade side i andet halvår af 2014. Forude skal der så gøres en indsats for at få flere medlemmer, erkender man. I øjeblikket er der 75, heraf 47 virksomheder og 28 private.
“Det er alt for få, og det må og skal vi ændre på”, lyder det fra bestyrelsen.
Bestyrelsen vil også have ryddet op i antallet af kontingentsatser, hvis oprindelse ingen efterhånden har styr på. Hvor der i dag er seks forskellige satser, skal der fremover kun være tre.
Nyfriseret hjemmeside
Der er fremgang på de øvrige områder. På den nye hjemmeside www.djurslandsturistforening.dk kan både medlemmer og turister få information, og den er samtidig et supplement til Destination Djurslands hjemmeside www.visitdjursland.com, når det gælder information om Norddjurs. Djurslandbægeret, der blev lanceret i år og er kreeret af Aase og Troels Kvorning, Pottehuset i Nørager, er også blevet solgt vidt og bredt.
Bestyrelsen noter desuden, at der er indledt et samarbejde med ShopiCity i Grenaa, og man har haft stort udbytte af et samarbejde med Viden Djurs, hvor de studerende fik til opgave at arbejde med nytænkning af en række turismevirksomheder for nye tiltag og markedsføring af disse.
Endelig har Djurslands Turistforening og Turistforeningen for Ebeltoft og Mols haft et første indledende møde om samarbejde.