"Sådan fejrer du trygt sankthans"
For at sikre, at det kun er heksen og sankthansbålet, som bliver brændt af på sankthansaften 23. juni, er det vigtigt, at afstandsreglerne for afbrænding af sankthansbål overholdes, lyder det fra Aarhus Brandvæsen.
Sankthansbål og andre bål med en diameter større end 120 centimeter skal være placeret i en afstand af mindst:
• 30 meter fra bygninger med hårdt tag
• 60 meter fra letantændelige markafgrøder
• 200 meter fra stråtækte huse, nåletræsbevoksninger med videre samt brandfarlige stoffer og andet let antændeligt materiale
For bål mindre end 120 cm i diameter gælder andre afstandsregler, som kan læses her.
Brug sund fornuft
Brandvæsnet opfordrer desuden til at bruge sund fornuft, når bålet skal brændes af. Tre tommelfingerregler er vigtige at huske på:
• Brug ikke optændingsvæske eller brandfarlige væsker som benzin eller sprit
• Hold hele tiden øje med bålet og forlad det først, når det er helt slukket
• Vær altid opmærksom på, at små børn ikke kommer for tæt på bålet