Kromanden vil videre
Bruno Holm Pedersen sætter efter fem år Spørring Kro til salg
Det er en pænt stor grund som Spørring Kro mellem Aarhus og Randers ligger på.
Fire et halvt tusind kvadratmeter græsplæne følger med, hvis man køber kroen, som nu er sat til salg.
“Og den koster jo ikke meget mere end et parcelhus i omegnen koster,” siger krofatter gennem fem år, Bruno Holm Pedersen.
“Jo, køberen får rigtig meget for pengene,” siger han i en pressemeddelelse.
Kro og hotel
Spørring Kro er sat til salg for tre millioner kroner.
Kroen, som også har en afdeling med værelser, der kan bruges som hotel, er på i alt 856 kvadratmeter.
“Og hvis man ikke vil drive hotel og kro, så kan man sikkert rive det hele ned og så bygge lejeboliger i stedet,” siger Bruno Holm Pedersen
“Der er fine forbindelser hertil, for kroen ligger jo ud til landevejen mellem Aarhus og Randers, hvor der kører busser nærmest døgnet rundt.
Byggegrunden blev i 2007 godkendt til opførelse af syv rækkehuse, og denne godkendelse er sikkert ikke så svær at få fornyet, mener Bruno Holm Pedersen.