“Det koster Klaus”
"Det koster Klaus." Den socialdemokratiske gruppeformand, Niels Flade Nielsen leverede årets bemærkning i Favrskov byråd under det sidste af slagsen i tirsdags.
Det skete i forbindelse med en større debat om frokostordning til daginstitutionerne, der nu igen skal til afstemning i forældrebestyrelserne i 2015.
En erfaren Niels Flade kunne på stort set resten af byrådets vegne levere årets sandhed til de to nyeste byrådsmedlemmer, Bjarne Andersen (SF) og Peder Meyhoff fra Enhedshedslisten, sidstnævnte undrede sig over, at der ikke var andre daginstitutioner i Favrskov der havde lyst til at få leveret frokosten og slippe for madpakkerne, når nu man var så begejstrede i Børnehaven Rønbækken. Hans undren skete på baggrund af en snak med en enkelt forælder i Børnehaven Rønbækken.
"Det koster Klaus"
"Det koster simpelthen bare Klaus, hvis vi skulle indføre kostordning i Favrskov," lød svaret fra Niels Flade Nielsen.
"Det er befriende, at hverken Bjarne Andersen eller Peder Meyhoff ikke har fået taget den kommunalpolitiske uskyld. Vi orker det næsten ikke. Vi drog et lettelsens suk, da det endte som det endte dengang. Det viste sig at være meget mere besværligt end forventet. Det koster simpelthen bare Klaus. Hvis vi skal til at indrette alle de her køkkener til at igen at være parate til at tage den her udfordring op." opsummerede han.
Syv madkasser og én til
Thomas Storm (V) kunne forinden levere en levende beretning om, hvordan man med fire børn ikke ser det som en lettelse at betale sig fra frokosten til den yngste pode.
"Har man nu fire børn, så skal man alligevel have madkasser med, nogle af børnene endda to. Vi laver helt op til syv madkasser. Når nu vi er i gang, så er den ekstra til lille Noah ikke et problem. Det er det udbud der er og pris."
Resten af Venstre, med Dorte Winther og Christian Møller-Nielsen i spidsen talte ellers varmt for at indføre ordningen, da de mente der var mange gode sundhedsmæssige argumenter for at gøre det.
"Venstre på landsplan stod for forslaget. Med to væsentlige argumenter. Det ene var rent sundhedsfaglig. Kosten er vigtig for at et barn kan fungere i hverdagen. Det andet er social balance. Forslaget mødte så virkeligheden i Favrskov Kommune. Vi må erkende, at nutidens forældre havde en helt anden tilgang til hvad der var god mad for deres børn," lød det fra Christian Møller-Nielsen.