Fortsæt til indhold

En terrasse til de socialt udsatte

Ny terrasse ved Kirkens Korshær skal give socialt udsatte et sted at være og aflaste kvarteret omkring Klostertorv

Samfund
Jannik Schiermer Poulsen

Hver nat overnatter i omegnen af 50-70 personer på Kirkens Korshærs herberg.
Og hver morgen ryger disse personer på gaden, når korshæren skal lufte ud, rengøre og omstille sig til varmestue.
Det har i lang tid medført problemer i kvarteret, som i forvejen er samlingspunkt for socialt udsatte.
Nu arbejdes der på en konkret løsning, hvor man vil anlægge en terrasse på 100 kvadratmeter på Kirkens Korshærs grund, hvor de udsatte så kan opholde i åbningstiden.
Projektet koster 1,35 millioner kroner, hvor A.P. Møller Fonden har støttet med en million, og Kirkens Korshær har stået for en stor del af resten af beløbet.
Det eneste der mangler, for at projektet nu bliver en realitet, er, at Aarhus Kommune skal give byggetilladelse og finde 90.000 kroner til drift i det første år.
Det er meningen, at projektet i første omgang skal køre som forsøg i et år og herefter evalueres.

Et sted for alle

Leder af Kirkens Korshær i Aarhus, Morten Aagaard, er af Venstre blevet bedt om at gøre foretræde for Socialudvalget for at fremskynde processen med den nye terrasse.
“Vi fik mange henvendelser fra borgerne og de erhvervsdrivende omkring problemer på Klostertorv, og derfor er det vigtigt, at vi får en god løsning,” siger Lene Horsbøl, der sidder i Socialudvalget for Venstre.
Løsningen skal være en terrasse, der anlægges i 2,5 meters højde i Kirkens Korshærs baggård.
Det er så meningen, at brugerne stadig vil være tæt på bylivet, men samtidigt vil kunne være i fred.
Der vil blive etableret støjværn mod naboerne, og der kommer til at være direkte adgang fra Klosterport.

En tegning over terrassen, som vil blive 100 kvadratmeter og være hævet 2,5 meter over gadeplan.

Politisk vilje uden penge

I forbindelse med budgetforliget for 2015 skrev forligsparterne en erklæring om, at man ville støtte op om projektet.
I kampens hede forsvandt de 90.000 kroner fra det endelige budget, men nu presser Venstre på for, at pengene skal findes.
“Det her er nemt at realisere, når projektet er så køreklart. Der er bred politisk opbakning til projektet, og nu skal de sidste penge bare findes. Det er jo småpenge, kommunen skal betale til så vigtigt et projekt,” fortæller Christian Budde (V).

Opbakning fra forretninger

Kim Lykke er indehaver af 'Café Smagløs' og 'Ministeriet' på Klostertorv, og han hilser initiativet velkomment.
“Jeg synes, at det er en udmærket løsning. Det kan være godt af få et sted, hvor de socialt udsatte kan få lov at være,” siger Kim Lykke og fortsætter:
“Men jeg så gerne, at man fra politisk side fik spredt aktiviteterne lidt ud i byen, så det hele ikke er samlet ved Kirkens Korshær, og jeg håber, at Håbets Allé på sigt kan være med til at afhjælpe problematikken. Men vi er glade for alle initiativer.”
Morten Aagaard fortæller, at der er opbakning til projekten fra de fleste naboer, og at der i hele terrassens åbningstid vil være personale til stede, så det ikke løber løbsk.