Fortsæt til indhold

Landsbyråd har klaget til ombudsmanden over motorvej

Landsbybeboere syd for ny linjeføring forstår ikke hvorfor politikere valgte anden løsning end Vejdirektoratets anbefaling

Samfund
Kian Johansen

Flere beboere, der kommer til at blive ramt af den nyligt besluttede sydlige linjeføring ved Lading Sø, har nu klaget til ombudsmanden for at få hans vurdering af sagen.
Det fortæller Inge Lorenzen, der er formand for Landsbyrådet Herskind-Skivholme, i en pressemeddelelse.

"Målløshed og harme var de første reaktioner hos beboerne i Herskind- Skivholme området, da de blev bekendte med, at Transportudvalget sammen med Transportministeren har truffet beslutning om at indstille linje-føringen syd om Lading sø til godkendelse i Folketinget. Da man må gå ud fra, at Vejdirektoratet sidder inde med den faglige ekspertise på området, forekommer det usagligt og uforståeligt, at Transportudvalget tilsidesætter Vejdirektoratets undersøgelser gennem 4 år og efterfølgende ind¬stilling om en nordlig linjeføring, og man kan kun konkludere, at det er den forkerte beslutning, der lægges op til, og at der er gået politik i sagen, idet Faurskov kommune gennem hele forløbet har presset på for at få den sydlige linjeføring gennemført, på trods af at den har de fleste negative konsekvenser for mennesker, økonomi, kultur og natur," siger hun på landsbyrådets vegne.

Motorvejs-gruppe klager til ombudsmanden

Motorvejsgruppen, der er nedsat af Landsbyrådet for Herskind-Skivholme, har taget kontakt til de øvrige grupper, der har argumenteret for en nordlig linje-føring. Og på et møde i begyndelsen af 2.juli blev man enige om en række initiativer, der har til formål, at få politikerne til at forholde sig til sagen igen.
Den første handling var at tage kontakt til Ombudsmanden, for at få hans vurdering af, om han kan gå ind i sagen, ud fra den betragtning at der er brugt 25 mio. kr. af skatteborgernes penge til Vejdirektoratets under-søgelser, som efterfølgende ikke er blevet brugt, fortæller Inge Lorenzen.
"På årets folkemøde på Bornholm, blev der talt en del om politikerlede. En sådan sag, hvor den, der presser mest og råber højest, får sin vilje trumfet igennem på trods af, at alle argumenter peger på det modsatte, gør netop, at befolkningen mister tilliden til politikerne. Vi kan derfor kun opfordre politikerne til at vurdere sagen igen og følge Vejdirektoratets indstilling."