Nej til at rykke motorvejen
I et svar til Folketingets Transportudvalg afviser transport-ministeren at ændre linjeføringen af motorvej A26 få hundrede meter mod nord
Spidssnudede frøer, vandsalamandre og flagermus, en mindre skov, samt et stykke fredet land ved Lading Sø spænder ben for Skanderborg kommunes ønske om, at rykke den forkætrede linjeføring af motorvej A26 til Viborg nogle få hundrede meter mod nord.
Forslaget var ellers et forsøg på at skabe en spiselig løsning for de berørte borgere i Herskind og Skivholme i den nordlige del af Skanderborg Kommune.
Det vakte naturligvis røre blandt modstanderne af midterlinjen, der primært bor omkring Fajstrup og Lading i Favrskov Kommune, men de kan nu ånde lettet op.
På vegne af det samlede byråd fik borgmester Jørgen Gaarde (S) sammen med Finn Sander Jensen (S), Søren Erik Pedersen (V) og John Haarup Laursen (DF) foretræde for Folketingets Transportudvalg 27. november.
Lang næse til Skanderborg
Øverst på dagsordenen stod ønsket om at få forligspartierne til at genoverveje forliget med henblik på at ændre linjeføringen til nord om Lading Sø, eller alternativt at rykke den 200 meter mod nord.
Men Skanderborg får i stedet en lang næse af transportministeren, der afviser forslaget.
Det fremgår af et svar til Folketingets Transportudvalg.
Magnus Heunicke begrunder afslaget med, at Vejdirektoratet har vurderet, at en flytning af motorvejen 200 meter mod nord vil kræve en ny VVM-undersøgelse.
Inden for VVM-redegørelse
“Jeg er enig i, at de berørte lodsejeres ønsker i videst muligt omfang skal imødekommes i en eventuel detailplanlægning af projektet. Det er dog samtidig min holdning, at dette bør ske inden for rammerne af VVM-undersøgelsen og uden at skabe gener for andre lodsejere,” skriver Magnus Heunicke i sit svar.
Samtidig peger han på, at forslaget fra Skanderborgs Byråd går mere gennemgribende gennem Skivholme Skov og desuden rammer en fredning ved Lading Sø.
Den foreslåede linjeføring krydser desuden flere tilløb til Lading Sø, og vil øge behovet for broer og dermed gøre vejen dyrere.
Endelig mener ministeren, at forslaget vil medføre et behov for at undersøge, hvordan det ændrede motorvejsforløb vil påvirke bestanden af spidssnudede frøer, vandsalamandre og flagermus.