Ny sognepræst i Lystrup-Elev
Fra årsskiftet er cand. theol. Lene Dahl-Hansen, ansat som sognepræst i Lystrup og Elev.
Hun afløser dermed Inger Bråe, som er gået på pension fra 1. december 2014.
Lene Dahl-Hansen er 42 år, bor i Aarhus og er uddannet fra Aarhus Universitet i 2004.
De sidste tre år har Lene Dahl-Hansen arbejdet som vikar i henholdsvis Skæring, Hjortshøj-Egå, Risskov og Vejlby, så hun kender efterhånden en del af Aarhus Nordre Provsti ret godt og har taget aktiv del i menighedslivet, hvor hun har været ansat.
Nu glæder hun sig imidlertid til at blive fastansat og at følge og præge arbejdet i Lystrup og Elev og bidrage med sin interesse for at udvikle gudstjenestelivet og inspirere til samtale og samvær om tro, liv og eksistens i et sprog og en form, som giver mening for både børn, unge og voksne, og som tager udgangspunkt i det liv vi lever med hinanden.
Lene Dahl-Hansen indsættes af provst Esben Thusgaard søndag 11. januar 2015 ved gudstjenesterne i Elev klokken 9.30 og i Lystrup klokken 11, hvor alle er velkomne. Efter gudstjenesten i Lystrup er der en reception, hvor der bliver mulighed for at hilse på den nye sognepræst.