Nytårstale fra Nils Borring
Nytåret er en varm tid, og her tænker jeg ikke på vejret i Danmark, men mere i overført betydning. Det er netop i julen og nytåret, at vi ønsker hinanden alt det bedste, skriver små kort til hinanden, pakker gaver ind, tænder lys og på alle måder prøver at glæde hinanden.
Det er både en varm og berigende måde at slutte det gamle år af på og tage hul på 365 ubrugte dage i det nye år.
200 millioner til anlæg
Hvad husker vi så 2014 for i Favrskov Kommune?
På førstepladsen hos mig kommer det rekordstore anlægsbudget for 2015 på næsten 200 millioner kroner.
Med det har byrådet sørget for, at der kommer gang i mange aktiviteter og sker forbedringer og udvidelser til glæde for borgerne.
Der er store energirenoveringer på skolerne, flere cykelstiprojekter, og vi sætter gang i en VVM-undersøgelse af letbanen fra Århus til Hinnerup. I 2015 tager vi første spadestik til et bo- og aktivitetstilbud til handicappede borgere i Hadsten, og der er udsigt til en halindvielse i Hammel og halbyggeri i Søften og Hadsten.
Til den daglige drift har vi blandt andet afsat flere midler til handicap- og psykiatriområdet og til sundhedsområdet.
Året 2014 er også tæt forbundet med folkeskolereformen. Den har fået mange knubs med på vejen – nok mest for processen - men er nu i fuld gang med at udfolde sig på skolerne. Dygtige ledere, lærere og pædagoger har taget opgaven på sig, og det tegner til at blive godt og lærerigt for eleverne. Jeg medgiver, at det kræver tilvænning og fleksibilitet at finde ind i nye rammer, men jeg tror på, at vi har de rette folk til det.
Frivillig Favrskov
De rette folk har vi også til at sætte fokus på frivillighed og skabe et samspil med kommunen.
I hele 2014 har frivillighed haft vores opmærksomhed i byrådet. Det hele kulminerende med et forrygende Frivillighedstræf i InSide i september, hvor der blev skabt kontakter på kryds og tværs og sat retning på det Frivillighedssekretariat, som søsættes her ved årsskiftet.
De frivilliges indsats er en uvurderlig gave, som både glæder modtagerne og de frivillige selv. Det giver god mening at være noget for andre og indgå i fællesskaber, hvor det har afgørende betydning, at man dukker op.
På Facebook kan du møde Frivillig Favrskov, og det samme kan du på kommunens hjemmeside. I 2015 vil byrådet selvfølgelig følge arbejdet med frivillighed tæt og se, hvordan Frivillighedssekretariatet bliver brugt.
Borgernes opmærksomhed og involvering går ikke kun på frivillighed. I Hadsten har mange forældre bidraget konstruktivt til arbejdet med den nye dagtilbudsstruktur. Renoveringen af Hammel midtby har også profiteret af, at borgere, foreninger og erhvervsdrivende har været involveret.
Vi har haft et valg og en folkeafstemning i 2014, og vi var så heldige, at unge fra Favrskov Gymnasium ydede en frivillig indsats, som de efterfølgende fik ros for og samtidig fik et indblik i, hvordan kommunen løser sådan en opgave.
Det vigtige brændstof
I Hinnerup har vi også hørt fra nogle aktive unge drenge med ideen om at etablere en parkourbane. Kultur- og fritidsudvalget så positivt på forslaget, og for nylig kunne vi indvie det flotte anlæg ved Rønbæk Idrætscenter i Hinnerup.
Ved de forskellige høringer i løbet af året, ikke mindst i forbindelse med budgettet, er vi også heldige at høre fra mange engagerede og interesserede borgere.
Den interesse og involvering i ens kommune er netop det brændstof, vi har brug for i den demokratiske proces. Det skaber liv og interessante tilbud, som gør Favrskov Kommune til et godt sted at være.
Folk tager ansvar og spiller med, når vi som byråd skal klædes på til at tage de rigtige beslutninger. Det er godt, at nogle mener noget om det, vi gør, for stilhed og ligegyldighed er ikke til at arbejde med.
Ansvar og interesse har vi også brug for, når vi i løbet af 2015 skal tage imod et antal syriske flygtninge. I små annoncer har vi spurgt ud til Favrskovs borgere, om de har en bolig, de vil leje ud til de syriske flygtninge.
Heldigvis er der positiv respons fra mange. Vi skal hjælpe, hvor vi kan og skabe gode rammer for folk i nød. Det overskud har vi i Favrskov – både menneskeligt og materielt, tror jeg på.
Jeg indledte min tale med at kalde nytåret en varm tid. Lad os tage den varme og omsorg for hinanden med ind i 2015. Så kan det ikke gå helt galt.
Godt nytår og lykke til i 2015.