Kommune afviser læreres ønske om ferie-kompensation
Tre lærere fra Favrskov efterlyser i et åbent brev en gestus fra kommunen i forbindelse med lockoutede feriedage
Det er blot en 'gestus' som tre lokale lærere fra tre skoler i Favrskov efterlyser i et åbent brev til byrødderne i Favrskov.
Svaret er et venligt, men fast 'nej', fra borgmester NilsBorring. For pengene fra lockouten tilgår faktisk eleverne og dermed lærerene, der får flere undervisningstimer.
“Med udgangspunkt i at kommunen har tjent penge på lockouten, finder vi det rigtig ærgerligt, at kommunalbestyrelsen i Favrskov kommune ikke vil følge eksemplet fra bl.a. Odder og Skanderborg, hvor man har besluttet at eftergive lærerne de manglende optjente feriedage i forbindelse med lockouten. Vi tror på, at man her kunne have genfundet noget energi hos de pressede lærere ved at give dem noget af det tilbage, som de selv betalte i kraft af manglende lønudbetalinger,” skriver Mariane Husum (Hadsten Skole) Bjørn de Place (Haldum-Hinnerup Skolen) Patrick Schunck (Tungelundskolen) i et åbent brev.
Borgmester afviser
“Alle de penge, vi sparede som følge af lockouten, er blevet indenfor skoleområdet. Det er altså ikke rigtigt, at Favrskov Kommune har tjent på lockouten. Pengene er brugt til at kompensere for de undervisningstimer, som eleverne mistede under lockouten, så man kan sige, at byrådet har valgt at kompensere eleverne frem for lærerne. Idet eleverne kompenseres med en ”tilbagebetaling” for de mistede timer, så har vi skullet bruge flere lærertimer. Men disse er blevet spredt ud over flere ansatte og har på den vis sikret flere lærerstillinger,” fortæller Nils Borring, da FavrskovPosten spørger til sagen.
Ellers virker lockout ikke
“Det er hel almindelig procedure i forbindelse med strejker og lockouter, at de strejkende/lockoutede mister løn, feriepenge m.v. for de timer, hvor de ikke har arbejdet,” lyder logikken fra kommunen og borgmesteren.
Patrick Schunck er ærgerlig:
“Det ville have været en fin gestus, som langt hen af vejen, ville skabe noget goodwill hos de lærere, der er tæt på at være kørt døde,” mener han.
?I stedet får man nu en gruppe lærere, der skal overveje om de vil benytte deres dagpengeret på den bekostning, at de i så fald skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet og dermed ikke kan afvikle en del af deres ellers hårdt tiltrængte ferie i uge 7.”