Fortsæt til indhold

Rejsegilde på markant kontor- og lagerbyggeri i Skandinavisk Transport Center

Just Gruppen A/S kunne tirsdag den 16. december byde håndværkerne, lejere og byggeriets øvrige samarbejdspartnere velkommen til rejsegilde på et nyt kontor- og lagerbyggeri i Skandinavisk Transport Center, på i alt 8.500 m2, beliggende lige ud til Køge Bu

Samfund
Af Søren Lindquist

UDVIKLING Tirsdag den 16. december afholdte Just Gruppen, der er en lokal ejendomsudvikler med en bred portefølje af ejendomme i Køge området, rejsegilde på et nyt og markant kontor- og lagerbyggeri i Skandinavisk Transport Center i Køge.
Et byggeri med en samlet projektværdi på ca. 80 millioner kroner.
Claus Just fra Just Gruppen peger på, at han med det nye byggeri, der består af 2 bygninger, vil dække et hul i markedet.
- De mange store projekter i Køge, supersygehuset, jernbanen, havnen, Køge Kyst mm. skaber et stort behov for kontorlokaler af høj kvalitet, hvor der samtidig er plads til lager og materialer.
Skandinavisk Transport Center har der hidtil kun været adgang til, hvis man har haft behov for 40.000 m2, men vi kan se der findes mindre og mellemstore virksomheder med behov for færre kvadratmeter til logistik, service, handel og kontor, som samtidig gerne vil udnytte den central placering i Køge, lige ud til Køge Bugt Motorvejen, fortæller han.

De første to lejere er på plads

Og Just Gruppen har faktisk allerede budt velkommen til den første lejer i byggeriet.
Bygning 1 var nemlig allerede i oktober i år så færdig, at transportfirmaet NTG Nordic A/S kunne flytte ind, mens indretningsvirksomheden Holmris+Flexform må vente med at flytte ind i bygning 2 til maj 2015.

Effektive lokaler klæder på til vækst

Holmris+Flexform er en af Danmarks største indretningsvirksomheder og servicerer offentlige og private kunder indenfor primært kontor, undervisning, pleje og kultur med møbler og inventar mm. I det nye byggeri kommer de til at råde over 4.000 etagemeter, med plads til kontor, showroom, lager og distribution af møbler til kunderne.
Det svarer til 2/3 dele af denne bygning. Direktør hos Holmris+Flexform, Michael Thimgaard, siger om den forestående flytning:
- Vi havde nået loftet i vores nuværende lokaler. For at have plads til fortsat vækst har vi behov for nye, velfungerende lokaler, siger han og fortsætter:
- Vi ser frem til at komme til at bo i et yderst fleksibelt flerbrugerhus, hvor kontor og lager er dør om dør. I stedet for de fire adresser vi er spredt på i dag, bliver alt nu samlet under ét tag.
Det frigør ressourcer til at agere hurtigere, og vi opnår et bedre overblik, som sikrer kvaliteten af vores kundeservice.
Samtidig opnår vi et godt arbejdsmiljø, da vi kan indrette kontor og lager rationelt, med tilstrækkelig plads til at indarbejde gode arbejdsrutiner. Det giver en masse små plusgevinster, som helt sikkert vil kunne mærkes, siger Michael Thimgaard og tilføjer:
- Desuden er det bestemt også væsentligt for os, at vi kommer til at bo i et moderne og veldesignet hus, der matcher de produkter, vi forhandler og udstiller i showroomet.
Endelig glæder vi os over, at vi med placeringen lige ud til Køge Bugt motorvejen sikrer os, at facadeskiltet på bygningen hver dag vil kunne ses af de 100.000 biler, der passerer lige forbi.

Claus Just, Just Gruppen A/S (tv.), og direktør Michael Thimgaard fra Holmris+Flexform, som glæder sig til at flytte ind i bygning 2 til maj 2015.

Fortsat ledige lejemål

Med to lejere på plads - én i hver sin bygning - er der fortsat ledige lejemål i de to nye bygninger.
En lejer kan tage en eller flere moduler på 850 etagemeter og indrette kontor og lager.
Kontorlokalerne er placeret i to plan med adgang fra et centralt trapperum, og der er lagt vægt på indretning i høj kvalitet og med et godt arbejdsmiljø.
Ligeledes er materialer og indretning valgt ud fra, at de er repræsentative, og lokalerne dermed er anvendelige for virksomheder med kundebesøg.

Godt samarbejde med kommunen sikrer fastholdelse

Med udsigt til at det markante byggeri snart står helt færdigt glæder Claus Just sig over, at det har været med til at sikre at to lokale virksomheder med indflytningen, har valgt at blive i Køge Kommune, i stedet for at søge andre steder hen.
- Det handler jo også om fastholdelse af arbejdspladser i kommunen, og i den forbindelse vil jeg gerne fremhæve betydningen af det gode samarbejde med Køge Kommune, som har udvist både hurtig og smidig myndighedsbehandling ifm byggeriet.
Det har helt afgjort bidraget positivt til, at virksomhederne har valgt at blive i Køge, da de skulle flytte, siger han.