Fortsæt til indhold

Duo fra AC Norddjurs er Månedens Frivillige

DGI har kåret to fra AC Norddjurs som Månedens Frivillige

Samfund
Mogens Greve

I forbindelse med DGI's landsdækkende frivillighedskampagne i 2014 har DGI Østjylland hver måned kåret en 'Månedens Frivillige' blandt østjyske lokalforeninger.
For at markere kampagnens sidste kåring er hæderen denne gang gået til to frivillige, Charlotte Søndergaard-Pedersen og Kirsten Lykke Pedersen fra AC Norddjurs.

Altid på forkant

Charlotte Søndergaard-Pedersen på 52 år har været frivillig i cirka 14 år, mens 53-årige Kirsten Lykke Pedersen har virket i godt 40 år, heraf 18-20 år ved AC Norddjurs.
”Med en struktureret indsats er Charlotte altid på forkant med de mange opgaver i gymnastik, samtidig med, at hun er proaktiv for at skabe udvikling”, fortæller Marianne Aabenhuus fra forretningsudvalget i AC Norddjurs.
”Kirsten er ikke bange for at prøve noget utraditionelt for at opnå resultater, hvilket hun ofte gør. Derudover er hun meget praktisk orienteret, og de gjorde begge en kæmpe indsats i forbindelse med vores deltagelse i DM i foreningsudvikling sidste år.”

Glad duo

Den aktive duo er glad for anerkendelsen.
”Det er dejligt, at det arbejde man lægger i foreningen bliver bemærket og anerkendt. Det betyder rigtig meget for mig”, fortæller Charlotte Søndergaard-Pedersen, som er formand for gymnastikafdelingen og mentor for det forholdsvis nystartede initiativ, AC Youngsters.
Kirsten Lykke Pedersen, som er spinning-instruktør og sidder i spinning-udvalget samtidig med, at hun arbejder på at relancere AC Norddjurs' hjemmeside, er også glad for skulderklappet.
”Men det er også forpligtigende, når folk har lagt mærke til, at man laver et godt arbejde. Så får man endnu større lyst til at blive ved med at yde en god indsats i foreningen”, siger hun.
Begge kvinder har det til fælles, at deres frivillige virke i AC Norddjurs startede gennem deres børn.
I dag bruger Kirsten Lykke Pedersen 7-10 timer om ugen på det frivillige arbejde, mens Charlotte Søndergaard-Pedersen bruger 1-2 timer ugentligt.