Fortsæt til indhold

Find de rigtige drikke-varer til julefrokosten

Selvom man aldrig går helt galt i byen med de klassiske pilsnere og akvavit, er det alligevel nemt at pifte julefrokostbordet lidt op

Samfund
Af Jannik Schiermer Poulsen

Det kan være rigtig svært at sammensætte drikkevarer til dansk julemad, der jo er en kraftopvisning i fedt, salt og sødt.
Derfor har Lokalavisen sat en kyndig kender på sagen, så læserne kan få nogle gode råd i forhold til, hvordan man får fulgt kaloriefesten bedst på vej.
Niklas Kristensen peger til dagligt kunderne i retning af et godt glas i Vinoble i Guldsmedgade, hvor man i snart 20 år har kunnet finde sig lidt til ganen.

Øl og snaps er altid godt

Bajere og boksevand (snaps, red.) er en fast bestanddel af julefrokosten hos de fleste, og det er nemt at løfte oplevelsen lidt fra de gammelkendte øl og snapse.
“Øl og snaps er faktisk det bedste at drikke til julefrokostmaden, og der findes mange gode bud derude. Især med alle mikrobryggerierne, der er kommet på det seneste,” forklarer Niklas Kristensen.
Han anbefaler, at man også kigger til Belgien, når man vælger sine juleøl.
“De belgiske øl er krydrede og aromatiske, samtidigt med at har noget tørstof i sig, der egner sig til mad, og de krydrede øl egner sig særdeles godt til julemaden. De danske juleøl kan desværre godt være lidt for søde,” siger Niklas Kristensen og fortsætter:
“Mange af de belgiske ølhuse laver typisk både 'blonde' og 'brown' øltyper, hvor den lyse er god til fiskefilletten, kan man overveje den mørke til medisteren,” fortæller Niklas Kristensen.
I stedet for den klassiske kommensnaps, der oftest deler vandene ved julebordet, anbefaler Niklas en blidere variant.

Lokal snaps, eksotisk rom

Det aarhusianske firma Thorup & Søn, som står bag den ærkeaarhusianske 'Arnbitter', har lavet en 'Aarhus Juleakvavit'.
“Den har lagret på madeirafade, der giver den noget afrundethed og sødme, og den er ikke så skarp som det, man normalt forbinder med snaps,” siger Niklas Kristensen.
“Rom fungerer rigtig godt til efter måltidet, hvor det hjælper maden at falde på plads. Rom kan mange ting, og det rækker fra det helt tørre og cognac-agtige til søde og likøragtige. Rom har været en bestseller i årevis, og rom er virkelig alsidigt. Der findes en rom til en hver smag,” siger Niklas Kristensen.

Øltemperaturer

Danske Ølentusiaster har lavet udregninger, der er en månelanding værdig, i forhold til, hvornår længe en øl skal på køl.
En pilsner nydes bedst ved 8-10°C, og det opnås efter godt to timer på køl.
En Ale skal serveres ved 10-14°C, hvilket tager mellem 45 minutter og knapt to timer at opnå.
Gode microbrews eller tykke belgiere når 12°C efter 72 minutter, men kan også drikkes ved 16°C efter 40 minutter.
En god hovedregel er derfor at tage denne type øl ud efter lidt over en times tid i skabet.