Fortsæt til indhold

Julemanden flytter ind ved siden af Elvis

Julemandens kongsgård opføres ved siden af Graceland i Randers og står efter planerne færdig til julen 2016

Samfund
Anette Bonde

Om alt går vel står julemandens kongsgård færdig i Randers om et par år. Den kommer til at ligge ved siden af eventhuset Graceland, der som bekendt er en tro kopi af Elvis' hjem i Memphis.
Inde hos julemanden bliver der museum med julen og julemandens historie, et træværksted, hvor besøgende børn kan snitte legetøj og figurer sammen med nisserne. Nissernes pakkemaskine er der også, julemandens postkontor, butik og café, sceneområde til juleshow og andre optrædener, samt et stort legeland i fire etager.
På førstesalen bliver der selskabslokaler og cafelounge. Udenfor er der stald til rensdyrene, en stor terrasse og legeplads. Der vil også være en lille skov og hytter til udlejning, hvor gæsterne kan overnatte.
Kongsgården vil have åbent året rundt og vil som sideprodukt tilbyde mulighed for at familier og virksomheder kan holde fester og møder i nogle anderledes omgivelser.
Højsæsonen bliver i november og december måned, hvor man kan møde Julemanden på gården.

Julemandens ide

Det er Jan og Kirsten Lund fra Pindstrup, der har fostret ideen og fået den kørt frem til 'start'. De har i 17 år glædet små og store landet rundt med deres julemand- og kone-figurer.
”Det har givet os så meget glæde, at vi for nogle år siden fik lyst til at skabe en kopi af Julemandens hjem 'Kongsgården'. Her skal glæden ved julen blomstre året rundt for at give alle børn og barnlige sjæle en oplevelse for livet,” siger Jan Lund, der har en fortid som souschef i Randers Storcenter gennem ti år.
Han vil i øvrigt etablere fonden 'Santa House' ved siden af de kommercielle aktiviteter på kongsgården. Den skal gøre en forskel for trængende børn.

Julefar og julemor, den tidligere Pindstrup dreng Jan Lund (th.) har fostret idéen om at bygge Julemandens Kongsgaard på en nabogrund til Graceland Randers.

Pris: 35 mio.

Det vil samlet koste 35 millioner kroner at realisere Kongsgården. Det er planen, at de 11 millioner skal skaffes via fonde og private investorer, og de resterende midler skal hentes via lånefinansiering. Byrådet i Randers vedtog sidste år at stille en byggegrund til rådighed for projektet. Kommunen har også finansieret 58.000 kroner til udarbejdelsen af det nu færdige prospekt.
Formanden for erhvervsudvalget i Randers Kommune, Daniel Madié, forklarer opbakningen med, at der med kongsgården er et stort potentiale for vækst og udvikling.
”Attraktionen er det fyrtårn som understreger, at Randers er et mekka for turister – i forvejen har vi for eksempel Graceland Randers og Randers Regnskov. Ingen andre steder i landet har man så originale turistattraktioner inden for samme korte afstand. Projektet med Kongsgården ligger samtidig i rigtig god tråd med kommunens vækstplan, hvor vi har besluttet at iværksætte en fokuseret indsats for turismen igennem samarbejde med centrale aktører.”
Turistorganisationen VisitRanders har udarbejdet en såkaldt lokaløkonomisk analyse. Med et budgetteret besøgstal på 50.000 årlige gæster vurderes det, at attraktionen vil medføre en øget omsætning i lokalområdet på 9,6 millioner kroner om året.