Fortsæt til indhold

Tag skridtet fra tanke til handling

Samfund
Af Michael Jensen, Hadsten. Direktør i Colea Consult

Strategiseminaret er forbi og fuld af positiv virkelyst kan vi dårligt vente med at komme i gang med implementeringen.
Tilbage på arbejdet igen bliver vi imidlertid hurtigt filtret ind i dagligdags problemer og drift - og gradvist forsvinder alle de gode intentioner og løfter fra strategiseancen op i den blå luft - ganske ligesom sidste år.
Så hvis strategien, målsætningen, visionen skal blive til mere end flotte og og luftige intentioner, hvad skal vi så gøre?
For det første gælder den gyldne regel, at så længe vi fortsætter med at gøre det samme, kan vi ikke forvente andre resultater end de sædvanlige.
For det andet gælder, at den første kritiske fase i forbindelse med enhver strategi- eller visionsproces ligger inden for de første fire uger: Kommer vi over hovedet i gang med implementeringen eller ej?
Jeg har haft gode erfaringer med brugen af følgende skabelon:
1. Identificer på strategiseminaret 3 - 5 centrale fokusområder, som er afgørende for realiseringen af jeres målsætning.
2. Test om I også har eller er villige til at afsætte de ressourcer, der skal til for at arbejde med de pågældende fokusområder - prioriter dem eller lug ud i dem, hvis I ikke er sikre.
3. Udpeg én ansvarlig for hvert fokusområde.
4. Nedsæt desuden for hvert fokusområde et lille team (3 - 4 personer) som sammen med den ansvarlige skal planlægge og sikre gennemførelsen af implementeringen.
5. To til fire uger efter strategiseminaret skal den ansvarlige for hvert fokusområde levere en beskrivelse af hvordan I sikrer implementeringen i hverdagen - helt ned på enkelte prioriteringer for det kommende kvartal.
6. Vedtag en konsekvent model for jævnlig opfølgning - dette er også med til at animere folk til at gøre noget.
7. Sidst men ikke mindst: Accepter ingen undskyldninger for at komme i gang!

“Begyndelsen er den vigtigste del af enhver opgave”
Platon