Politikere genovervejer lukning
Sagen om bostedet Bolero sendt til fornyet behandling i Social- og Seniorudvalget
Den ventede politiske beslutning om at lukke bostedet Bolero for fem sindslidende mænd på Bolbrovej er foreløbig blevet udskudt.
Nu vil Hørsholms politikere have omstændighederne for Bolero undersøgt nærmere.
Oplægget fra kommunens administration var ellers, at botilbuddet skulle lukkes til august næste år. Sagen har netop været i høring, og forleden besluttede Økonomiudvalget at sende den retur til fornyet behandling i Social- og seniorudvalget.
Læs også: SIND: I må ikke lukke bosted for psykisk syge
“Vi vil gerne have belyst sagen en ekstra gang og kigget nærmere på renoveringsudgifter og den samlede økonomi for bostedet. Desuden ønsker vi en dialog med boboernes hjemkommuner og høre om, hvilket tilbud det har,” oplyser borgmester Morten Slotved (K) til Ugebladet.
Han mener, at Hørsholm som kommune har et ansvar overfor beboerne på Bolero.
“Det ligger os meget på sinde, at vi i sådan en sag udviser socialt ansvarlighed og ved, hvad der vil ske med beboerne, inden vi træffer en afgørelse,” siger Morten Slotved videre.
Kritisk tilsyn
I dag bor der fem mænd med en gennemsnitlig alder på 50-55 år. Fire af dem har boet der i en længere årrække, men ingen af de fem har Hørsholm som deres oprindelige hjemkommune.
Lukningen af Bolero kom på dagsorden efter et kritisk tilsynsbesøg af Region Hovedstadens Socialtilsyn.
I rapporten fik bostedet kritik for at være utidssvarende, fordi beboerne ikke har deres eget bad og toilet.
Huset er en tidligere overlægevilla tilknyttet sygehuset, og en opgradering af bygningen til Socialtilsynets krav vil reducere antallet af pladser fra fem til tre. Det betyder, at stedet ikke længere er økonomisk rentabelt for Hørsholm Kommune, der overtog driften fra Frederiksborg Amt efter kommunalreformen i 2007.
Botilbuddet har i 2014 kostet Hørsholm Kommune 1.896.500 kroner, men via den mellemkommunale betaling fra beboernes hjemkommuner henter Hørsholm Kommune en samlet indtægt på 2,2 mio. kr. om året. Altså et provenu på omkring 300.000 kroner.