Fortsæt til indhold

Tvetydig melding fra Rigsarkivet undrer regionen

Regionen er forvirret over udmelding

Samfund
Arkiv

Statens Serum Institut har afgjort at store dele af de data, som er indeholdt i Dansk Almen Medicinsk Database (DAMD), er indsamlet i strid med sundhedsloven, og derfor skal slettes.
Region Syddanmark, som er ansvarlig for DAMD, er derfor gået i gang med at forberede en sletning. Men nu har Rigsarkivet henvendt sig til Region Syddanmark og meddelt, at Region Syddanmark ikke må slette data fra DAMD, før der foreligger en såkaldt arkiveringsversion til Rigsarkivet. Det er en kopi af alle oplysninger i DAMD. Rigsarkivets begrundelse er, at DAMD efter Rigsarkivets vurdering er bevaringsværdig.
Samtidig har Rigsarkivet meddelt Region Syddanmark, at regionen er forpligtet til at slette sundhedsoplysninger i databasen, hvis borgere henvender sig og anmoder om at få deres oplysninger i databasen slettet.

Selvmodsigende

Region Syddanmark mener, at de oplysninger i DAMD, som er indsamlet i strid med sundhedsloven, blot skal slettes og ikke videregives til nogen.
“Meldingerne fra Rigsarkivet giver simpelthen ingen mening. De er bizarre og selvmodsigende. Vi er i forvejen imod at aflevere noget til Rigsarkivet, som aldrig vil kunne anvendes legitimt. Hvis vi så også er forpligtede på at slette oplysninger fra borgere, som ikke ønsker at optræde i arkiveringsversionen, giver det da slet ingen mening. Hvis arkiveringsversionen var ubrugelig før, vil den da være fuldstændig værdiløs, hvis vi begynder at pille i den”, siger regionsrådsformand Carl Holst.
Carl Holst vil nu bede kulturministeren, der er øverst politiske ansvarlige for Rigsarkivet, om at gå ind i sagen.
DAMD indeholder sundhedsoplysninger fra flere end fire millioner danskere. Oplysningerne omfatter mere end 700 diagnoser. Formålet med DAMD er at indsamle data, som kan bruges til forskning og kvalitetsudvikling af almen praksis.