Krudtbrødre gavner VRI
Krudtbyen.dk har samarbejde med Vejlby-Risskov Idrætsklub om salget af nytårskrudt. Flere idrætsforeninger nyder godt af nytårssamarbejde
Brødrene Michael og Jannik Honoré Christiansen er skudt i fyrværkeri. Derfor har de også arbejdet med salg af nytårskrudtet i mere end 20 år. Den erfaring nyder flere lokale sportsklubber godt af, for brødrene samarbejder med klubberne om salget i lokalområderne. Overskuddet bliver delt lige over, og det kan skæppe ret så skønt i en slunken klubkasse.
"Alt efter hvor stort et netværk klubberne har, så kan de typisk tjene mellem 15.000 og 50.000 kroner," fortæller Michael Honoré Christiansen.
Flere gevinster
Samarbejdet med idrætsforeningerne startede for tre år siden, og siden er der hvert år dukket nye salgssteder op på brødrenes landkort, så raketterne nu dækker et bredt område i det øst- og sydjyske. De er selv engageret i lokalsamfundet, og det er dette engagement, som har ansporet dem til samarbejdet med idrætsklubberne.
VRI - Vejlby-Risskov Idrætsklub er - samarbejder med brødrene og sælger nytårskrudt fra Bellevuehallerne i disse dage.
"Det er afgørende for os, at vi som forretning også er med til at gøre en forskel for klubberne. Vores erfaring siger os i hvert fald, at det ikke er blevet lettere for dem at få sponsorer, så her har de en chance for at tjene en god skilling til klubben," siger Michael Honoré Christiansen.
Der er dog også andre gevinster at hente end den økonomiske. Nytårssalget er ligeledes en mulighed for at lave noget socialt på et tidspunkt af året, hvor de fleste har afsluttet sæsonen og dermed ikke får set hinanden så meget, som når sæsonen ruller.
"Vi har haft meget fokus på at gøre salgsstederne hyggelige, så folk har lyst til at komme derned. Mange ser jo ikke hinanden, når sæsonen er overstået, så det er en mulighed for at styrke klubånden og komme ned og ønske hinanden et godt nytår," konstaterer Jannik Honoré Christiansen.