Ny forening kæmper for støjvolde ved ny ringvej
Ny forening samler omkring 100 borgere, der er »voldsomt plaget« af støj langs Giber Ringvej.
Utilfredse borgere i det sydlige Aarhus går nu i samlet flok til kamp for mere støjafskærmning på Giber Ringvej.
Torsdag i sidste uge blev foreningen Giber Ringvej Gruppen stiftet i Folkehuset Kolt-Hasselager. Omkring 20 personer var mødt op, heraf var mange repræsentanter for lokale grundejerforeninger, så initiativtager Jane Juul Simonsen var godt tilfreds:
»Vi repræsenterer vel omkring 100 borgere langs hele Giber Ringvej. Så det var en rigtig god start for foreningen,« siger Jane Juul Simonsen til Din Avis Aarhus.
Stifteren er fungerende formand for foreningen, hvis bestyrelse endnu ikke officielt har konstitueret sig. Hun bor selv i Bering-Kattrup-området og har været plaget af støjen i over et år:
»Støjen er så meget mere voldsom, end hvad vi havde regnet med. Og det er vigtigt at sige, at det ikke blot er en eller to eller 10, der oplever det. Det er helt forfærdeligt, at så mange mennesker langs hele den nye ringvej er ramt,« siger Jane Juul Simonsen.
Er det ikke et spørgsmål om at vænne sig til, at der nu ligger en vej, og det vil naturligt støje mere end før?
»Der kommer jo blot mere og mere trafik, kan vi mærke. Så vi vænner os ikke til det. Vi ved, at der er estimeret med meget mere trafik. Og det er især den tunge trafik, der er virkelig voldsom, og den har vi nu, i det område jeg bor i, levet med i over et år.«
Vil følge det tæt
Jane Juul Simonsen er derfor også glad for, at kommunen nu vælger at lave støjmålinger langs vejen.
»Det er positivt, at de har lyttet, og der nu kommer handling,« siger formanden.
Den nye forening kommer dog til at følge forløbet helt tæt og vil dykke dybere ned i, hvordan målingerne helt præcist bliver lavet.
»Det handler både om vejr og vind, om hvilken højde målingerne foretages i og over hvor lang tid. Det er jo en hel videnskab. Men vi har rigtig mange dygtige folk med i vores nye forening, så det vil vi benytte os af,« lyder det fra Jane Juul Simonsen.
Anlæggelsen af den 12 km lange Giber Ringvej har kostet i nærheden af en halv milliard kroner. Heraf er et tocifret millionbeløb afsat til støjafskærmning, og den nye forening kunne godt tænke sig at spørge kommunen nærmere ind til, hvordan pengene er brugt.
Derudover vil man følge offentliggørelsen af de nye støjmålinger tæt.
»Vi har allerede anmodet om foretræde for teknisk udvalg, når vejstøjen næste gang skal behandles,« siger Jane Juul Simonsen.
Giber Ringvejs forlængelse til henholdsvis Obstrupvej ved Mårslet og Beder Landevej mellem Beder og Malling mangler stadig det sidste arbejde. Blandt andet asfalt, der kræver mildere vejr. Hvis alt går vel, forventer kommunen, at de strækninger kan åbne i maj.