Fortsæt til indhold

Martin Ib overtager Mad til Døren

Kokken og iværksætteren bag det aarhusianske madunivers MIB udvider sin forretning i det østjyske.

Samfund
ksa

i 2003 kørte østjyske Mad til Døren sine første måltidskasser ud med friske råvarer og tilrettelagte menuer til ugentlige aftensmåltider. Ejer Henriette Skovbakke har i 20 år drevet virksomheden fra Grundfør ved Hinnerup, skaffet kunder, pakket mad og udviklet hverdagsmenuer, men nu er tiden kommet til at give måltidskassefirmaet nyt liv.

Per 1. maj overtager Martin Ib, ejer og CEO af koncernen MIB, i samarbejde med Rikke og Torben Kækel fra TRK Event ejerskabet af Mad til Døren.

Det skriver firmaet i en pressemeddelelse.

Om ejerskiftet siger Henriette Skovbakke:

»Det har været spændende og lærerigt at være den første virksomhed i Danmark til at opfinde konceptet omkring måltidskasser, men jeg har nu drevet Mad til Døren i 20 år, og nu har jeg lyst til at prøve noget nyt. Jeg ved endnu ikke, hvad det skal være, men jeg holder alle døre åbne og ser hvilke muligheder, der kommer. I den forbindelse har jeg det rigtigt godt med, at mit ”barn” bliver overdraget til Martin Ib, Torben og Rikke, som er de helt rigtige købere.«

Gastronomi-stjerne

Hun fortsætter:

»Martin Ib er jo en stjerne på den gastronomiske scene i Aarhus, og jeg ved, at mine mange trofaste kunder kommer over i et setup, som er meget professionelt og som sikkert også kan tilføje nye tiltag og mange nye gode menuer til Mad til Døren. Torben og Rikke har virkelig meget gåpåmod og drivkraft og jeg er ikke i tvivl om, at de vil stå for den daglige drift med stor succes. Derudover er jeg glad for, at de bibeholder virksomheden i Grundfør, således at mine fantastiske medarbejdere i Mad til Døren kan fortsætte det gode arbejde.«

Martin Ib er kokken og iværksætteren bag det aarhusianske madunivers MIB, som består af både bagerier, restauranter, catering og frokostordninger samt gastronomiske events for private og erhverv. Arkivfoto: Mads Andreas Frost/Ritzau Scanpix

Martin Ib er kokken og iværksætteren bag det aarhusianske madunivers MIB, som består af både bagerier, restauranter, catering og frokostordninger samt gastronomiske events for private og erhverv og nu også måltidskasser. Torben og Rikke Kækel har arbejdet i logistik og eventbranchen i 18 år og har derfor en del erfaring at trække på i forhold til at kunne drive virksomheden videre.

Sammen med Martin Ib vil de bibeholde den samme ånd i virksomheden, som Henriette Skovbakke gennem årene har opbygget med en vision om at levere måltidskasser med nem, varieret og sund hverdagsmad, og nå ud til endnu flere mennesker med deres ressourcestærke bagland.

»Det er et spændende marked at åbne op for, og sammen med Rikke og Torben kan vi give et frisk pust til Mad til Døren, som Henriette så imponerende har bygget op. Vi er sikre på, at potentialet er der til at levere endnu flere gode friske råvarer og lækre hverdagsmenuer ud til endnu flere folk,« siger Martin Ib.

Mad til Døren leverer mad til husstande i hele Østjylland hver uge fra Grundfør, hvorfra måltidskasserne bliver pakket.

Overtagelsen sker fra 1. maj 2023 og beholder navnet Mad til Døren.