Fortsæt til indhold

Gourmet over bål til spejdernes 90 års fødselsdag

Sct. Georgs Gilderne i Danmark blev i Hadsten fejret 23. april med en aktivitetsdag på deres 90 års fødselsdag, der stod på fællesspisning over hele landet.

Samfund

Sct. Georgs Gilderne i Danmark bliver 90 år i år, og det markeredes landet over med fællesspisning på selve fødselsdagen.

I Hadsten blev dagen markeret søndag 23. april med en aktivitetsdag for Favrskov kommunes spejdergrupper, hvorfra der deltog 25 patruljer med i alt 110 spejdere. Herudover deltog henved 50 voksne i dagens aktivitetsdag, der blev afholdt i området ved De grønne Spejderes hytte ved Vesterskoven.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Her skulle spejderne bage brød og lave suppe, begge dele over bål, og dele af ingredienserne skulle spejderne selv indsamle fra naturen i området. Endvidere skulle der laves urtesmør.

Bålmad kan være meget andet en det traditionelle snobrød, selv om det ofte hører til i spejderlivet. På Sct. Georgs Gildernes ”Spis-ude”- dag deltog spejderne aktivt i at frembringe en 2-retters ”gourmet-menu”, delvist hentet i naturen og krydret med en god gang bålrøg. Her bages boller med ramsløg, og hertil serveredes urtesuppe. Pressefoto

Herudover var der udover oplevelserne i naturen også forskellige aktiviteter, kimslege med mere, hvori naturen indgik som et væsentligt element.

Sct. Georgs Gilderne blev stiftet af gamle spejdere, der gerne ville fortsætte deres kammeratskab. Sådan er det stadig, men den lokale forening af Sct. Georgs Gilderne er åben for alle med interesse for gildearbejdet, der både omfatter hjælp til spejderne samt samfundsmæssige og internationale opgaver.

Gildemester i Hadsten Sct.Georgs Gilde er Kirsten Andersen.