Et stykke sejlende Danmarkshistorie er sikret for eftertiden
For at opfylde sin status som 'Historisk Monument skal Paketbåden Skødshoved igennem en mindre ombygning, og den kan man følge i Ebeltoft Fiskerihavn.
I den kommende tid vil man kunne følge ombygningen af Paketbåden ”Skødshoved” i Ebeltoft Fiskerihavn, hvor skibet er hjemmehørende.
Skødshoved er et unikt dansk fartøj. Et stykke sejlende dansk kulturarv, som er med at udbrede kendskabet til dansk kystkultur. Antallet af historiske skibe i Danmark er i disse år i tilbagegang, og hvert år hugges adskillige både op. Det gælder om at passe på de sidste tilbageværende fartøjer, beretter Jacob Christian Salvig og Geert Bilander fra ’Skødshoveds Venner’, og de fortsætter:
I 2021 udnævnte Skibsbevaringsfonden Skødshoved til klasse A skib, også kaldet “Historisk Monument”. Skødshoved kom dermed i en eksklusiv klub med 22 andre historiske skibe i Danmark, og det er lidt af en bedrift. For selv om der er ca. 500 ældre træskibe i Danmark, er der kun en snes, der er så originalt bevaret, at de kan opnå denne status.
Der var imidlertid en forudsætning betinget udnævnelsen til ”Historisk Monument”. Skødshoved blev pålagt en mindre ombygning. Paketbåden, som i årenes løb har gennemgået flere mindre ombygninger, skal fremover - for at opfylde klasse A-kravene og sin status som ”Historisk Monument” se ud, som det gjorde i begyndelsen af 1950’erne. Denne ombygning af ”Skødshoved” er således helt afgørende for bådens bevarelse.
Ombygningen er nu blevet mulig gennem generøse donationer fra Skibsbevaringsfonden, Aarhus Stiftstidendes Fond, Konsul Grosserer N.C. Nielsens Fond samt Inger og Asker Larsens Fond. Foreningen ”Skødshoved venner” ser nu frem til at påbegynde arbejdet med at ombygge ”Skødshoved” og til efterfølgende at kunne fortsætte sine sejladser på Århusbugten og Ebeltoft Vig som et sejlende stykke Danmarkshistorie.
Omtumlet tilværelse
Skødshoved blev bygget i 1907. Skibet sejlede med pakker, post, stykgods og personer på Århusbugten - mellem ladepladserne i Skødshoved, Nappedam, Kongsgårde og Ebeltoft samt selvfølgelig Århus. Skibet gjorde aktiv tjeneste frem til 1973. Derefter og indtil 1993 levede skibet en omtumlet tilværelse, forfaldt mere og mere, og henlå længe nedslidt i Kongsgårde på Helgenæs.
I 1993 overtog foreningen ”Skødshoved Venner” fartøjet, og efter en omfattende renovering via hundredvis af timers frivilligt arbejde, fremstod Skødshoved igen i flot og original stand. Den stand har foreningen formået at fastholde skibet i frem til i dag.
Drives af frivillige
Skødshoved er fortsat et foreningsskib, der drives og vedligeholdes af et stort antal frivillige. Driften af båden betales af de mange turdeltagere, der hvert år i sommerhalvåret tager på ture med båden på Århusbugten og Ebeltoft Vig.
I 1919 blev den købt af familien Olsen fra Kongsgårde. Familien Olsen forhøjede Skødshoved, riggede den ned og satte styrehus på. Det forhøjede fordæk kom til i 1920. Helt frem til 1956 sejlede Skødshoved nu fast som paket frem til, at busser og fragtmænd med lastbiler overtog transporten af gods og mennesker til Mols og Helgenæs.
Skødshoved forsvandt fra Skibsregistret omkring 1957. Familien Olsen havde på det tidspunkt åbnet et brændselsfirma i Kongsgårde, og familien brugte Skødshoved til at transportere koks, petroleum m.m. Passagerer tog man stadig med. I 1970 sluttede sejladserne endeligt, men familien Olsen beholdt Skødshoved som lystbåd. Efter den sidste skippers død, var der ingen i familien, der kunne overskue at vedligeholde skibet, og de overdrog derfor skibet til Skødshoveds Venner i 1993. Skødshoved er siden blevet godkendt som passagerskib, og har hvert år sejlet med 1500-1600 turister og chartergæster, de sidste otte år i samarbejde med Nationalpark Mols Bjerge.